Efter uheld:

Mand ville ikke oplyse sit navn

Føreren af en Audi 80 kan se frem til en henvendelse fra politiet, efter han kørte væk fra et mindre færdselsuheld

Af
Af Birgitte Masson

Føreren af en sølvfarvet Audi 80 ville i følge anmelders oplysninger til politiet ikke oplyse sit navn, efter at han lørdag formiddag var kørt op i en bil, som holdt stille før rundkørslen ved Strandvangen udenfor Frederikssund.
Den 49-årige anmelder fortæller til politiet, at det var, da han holdt stille, før han skulle køre ind i rundkørslen, at føreren af Audien kørte op i hans bil.
Den 49-årige mand var derfor steget ud af sin bil for at udveksle forsikringsoplysninger med manden i Audien. Men han nægtede imidlertid at fortælle, hvem han var, og kørte i stedet væk.
“Man har pligt til, at fortælle hvem man er, når man er involveret i et uheld. Manden, der kom til at køre op i bilen som holdt foran, kunne være sluppet med en forsikringssag. Men nu kan han efter alt at dømme se frem til en bøde i stedet,” siger Henrik Duus fra Nordsjællands Politi. Her har man fået oplyset Audiens registreringsnummer af den 49-årige anmelder.

Publiceret 13 March 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.