Bragende bifald til ekspert i vilde bier

Stor Stue på Gerlev Kro var proppet til randen, da naturorganisationen PLAN Bi holdt orienteringsmøde onsdag. Næsten 140 mennesker lagde øre til foredrag om vilde bier, PLAN Bi og snaps.

Af
Fotos: Plan-Bi

gerlev Trods stor, lokal konkurrence fra et borgermøde om den kommende broforbindelse over Roskilde Fjord, og konkurrence fra en VM-håndboldkamp, lykkedes det PLAN Bi at trække fulde huse onsdag til en snak om vilde bier, bestøvning, biodiversitet samt planen for at redde dem her i Frederikssund kommune. Først tryllebandt bi-ekspert, Lotte Skov over 70 mennesker, ved at fortælle om nogle af vores mange arter af vilde bier. Hvad kan bierne lide at spise, hvor bor de, og hvordan og hvorfor vil det være en god idé at passe lidt bedre på dem? Og om aftenen deltog 66 mennesker i en honningmiddag og et orienteringsmøde om, hvordan den nye naturorganisation vil stable en lokal bi-redningsplan på benene - startende her i Frederikssund. Grundtanken er, altid at ”pakke” historien om vores vilde bier ind i noget, som er konkret for folk – derfor sluttede aftenen med et foredrag om snaps. For uden bier – intet at lave snaps af. Helt konkret vil PLAN Bi lave lokale aftaler i én kommune ad gangen om, hvordan man lokalt kan redde de vilde bier ved at løfte i flok. Arrangementet onsdag var næstsidste skridt på vejen mod at få stiftet den allerførste aftale: PLAN Bi-Frederikssund. -Jeg skal ærligt indrømme, at da jeg først så vores tidligere borgmester, Ole Find Jensen, gå ind i bestyrelsen for noget, der hedder ”PLAN Bi”, så tænkte jeg: Hvad er nu det for et stunt! Men orienteringsmødet her var lidt af en øjenåbner. Jeg har tænkt mig at se på, hvad jeg kan ændre hjemme i min egen have til foråret, fortalte byrådsmedlem Jørgen Bech (V) efter mødet. Han lovede også at tale varmt for PLAN Bi i byrådet. "Vi har to vilkår, vi gerne vil have på plads, før vi starter PLAN Bi op i et lokalområde," fortæller tidligere borgmester Ole Find Jensen, som er næstformand for bestyrelsen i PLAN Bi: "Vi skal have en kommune, som vil spille med, og en COOP forretning med en aktiv medlemsskare." Kommunen er vigtig som tovholder i lokalaftalen, og fordi der er store bi-muligheder i mange af de arealer, som alle kommuner besidder, for eksempel vej- og grøftekanter og plænerne ved alle institutionerne. Samarbejdet med en COOP-forretning handler om, at få involveret private i arbejdet for bierne. COOP har på landsplan over en million medlemmer i deres brugsforeninger, og foreningerne har allerede aktivitetsudvalg, som kender de lokale ildsjæle. Dem vil PLAN Bi gerne kunne trække på, når der skal ske noget ude i lokalsamfundet.

Vil bi-sætte Frederikssund

Om Frederikssund kommune vil indgå som deltager i PLAN Bi skal først besluttes i økonomiudvalget, så nu venter initiativtagerne spændt på den kommunale afgørelse. "Vi synes, PLAN Bi fik det blå stempel fra erhvervslivet, da COOP valgte at støtte os økonomisk, og fra fondsverdenen da naturfonden, 15. Juni Fonden, gav vores overbygning penge," siger PLAN Bi"s bestyrelsesformand, tidligere chefredaktør Kaj Elgaard og fortsætter: "Vi tillader os også at tolke succesen i dag som et bevis på, at den folkelige opbakning er der, og der deltog mange landmænd i vores orienteringsmøde. Vi har nu godt fat i mange, mulige deltagere, så nu vil vi også gerne have kommunen ombord i bivognen." pressemeddelelse

Snapse-workshop med kok Rasmus Leck Fischer. Foto: Plan-Bi

Snapse-workshop med kok Rasmus Leck Fischer. Foto: Plan-Bi

Publiceret 22 January 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV