God start til kampen for bierne

God interesse for den lokale organisation Plan-Bi, der vil være landsdækkende. Organisationen har lige fået økonomisk støtte

Den lokale organisation Plan-Bi har fået en god start.
Naturorganisationen blev præsenteret for kort tid siden for de lokale borgere i Jægerspris, da der var "Smagen af Hornsherred" i byen.
Masser af lokale kom forbi for at høre mere om foreningen. Tre virksomheder og tre landmænd har sagt, at de er meget interesseret i at få mere at vide og måske lave en aftale med foreningen.
Ideen med foreningene er at kæmpe for at stoppe tilbagegangen i antallet af vilde bier i den danske natur. Den simple og lette idé bag Plan-Bi er at få landmænd, lokale virksomheder og kommuner til at love hinanden, at de hver især vil gøre deres lille del for at fodre og passe på vores alles vilde bier. Gennem en aftale forpligter man sig til at gøre noget for, at bierne kan have det godt på ens egen grund.

Ingen bier – ingen mad

Sagen er, at uden bier vil vi hurtigt uddø. For bier bestøver en tredjedel af al mad på jorden.
Flere og flere sætter bistader op, men de vilde bier er vores ”plan b”, hvis der skulle ske honningbierne noget.
"Jeg tør ikke lægge artens overlevelse i hænderne på én eneste art af dyr – honningbien. Tør du?." spørger organisationens stifter, journalist Nina Launbøl Hansen, der som mangeårig havejournalist har beskæftiget sig indgående med natur.

10.000 kroner i støtte

Plan Bi starter op med en lokal bi-aftale, som dækker Frederikssund Kommune. Organisationen vil blandt andet få tidligere borgmester, Ole Find Jensen, i bestyrelsen.
Målet er at få mange lokale landmænd, virksomheder og offentlige institutioner med på at passe bedre på bierne startende til foråret.
Plan-Bi er i øjeblikket i gang med at søge økonomisk støtte fra fonde. Det er allerede lykkedes at få 10.000 kroner i støtte. Det er Povl og Kristine Mathisens Fond, der har sagt ja til at støtte arbejdet med at give Danmarks bier et bedre sted at leve.

Publiceret 13 July 2016 07:45

SENESTE TV