Johnny Madsen åbner udstilling under Blå Nat

Johnny Madsen udstiller i Kulturhuset Rejsestalden 3. – 22. juni. Der er fernisering i forbindelse med Blå nat i Jægerspris fredag d. 3. juni kl. 19 - 22.
Johnny Madsen er autodidakt kunstner og debuterede i 1980"erne. Han er selvfølgelig også en af Danmarks bedst kendte og mest afholdte musikere.
Johnny Madsens malerier er portrætter eller figurer. Ikke i traditionel forstand men i en slags grundform. Der er ikke tale om portrætter af specifikke mennesker, men et ønske om at skildre det menneskelige. En nysgerrighed og søgen efter den indre originalitet.
For Johnny Madsen handler det om eksistens og virkelighed. Hans malerier er i bedste forstand ekspressive malerier. Han arbejder konsekvent dybt intuitivt med et stædigt ønske om at være så sandfærdig i sin skildring af det menneskelige som muligt:
"Det er vigtigt for mig, at det ikke er for perfekt. Hvis mine strøg bliver for pæne, er det ikke rigtigt," fortæller Johnny Madsen.

Publiceret 30 May 2016 06:30

SENESTE TV