Ny guide til kunsten i kommunen

Af
Jesper Kappel

Jesper Kappel

Nu bliver al kunst som er i Frederikssund Kommune registret og samlet et sted. Det er Frederikssund Kulturråd, der står bag skabelsen af ”Kunstindeks Frederikssund”.
”Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at vi har så meget kunst i kommunen. Det er jo skønt at opdage. Nu har vi skabt en guide, så folk kan gå ind og finde kunstværkerne i indekset, og så tage på kunst-tur rundt om i kommunen,” siger formanden for Frederikssund Kulturråd Kenneth Jensen.
I indekset er der beskrevet omkring 100 kunstværker, og man kan læse om cirka 140 kunstnere, der enten har skabt kunst til kommunen eller som bor eller er født i Frederikssund Kommune.
Kunstværkerne står i det offentlige rum, på offentlige institutioner eller i private virksomheder.
På virksomhederne og institutionerne kan man se kunsten, hvis man først spørger om lov.
”Ideen til dette indeks kom i 2013 fra blandt andet Morten Ledet, som også har skrevet teksterne, som man kan læse i indekset. Nu er vi så kommet så langt, at vi officielt kan sige, at nu er guiden klar til læsning,” fortæller en glad Kenneth Jensen.
Guiden vil løbende blive opdateret, og hvis folk har input skal de bare henvende sig til Frederiksund Kulturråd.
Guiden kan du finde på hjemmesiden: www.kuf.dk.

Publiceret 04 February 2016 08:45

SENESTE TV