“Vi kan godt lægge os ned på gulvet og hyle og skrige. Men det hjælper ikke noget.”

Selvom Erling Løfberg har en dødsdom hængende over hovedet, så forsøger han at bevare håbet og optimismen. “Vi ved, at det kan ende, og jeg kan dø indenfor en kort årrække, men vi håber, at det bliver ved, og jeg kan nå at opleve en masse,” siger han.

Af
Af David Foli

Erling og Ruth Løfberg venter på at få deres nye køleskab leveret. Det gamle køleskab står foran hoveddøren - klar til at blive kørt væk efter 20 års tro tjeneste. “Det er rent fråds,” siger Erling med en sarkastisk mine over ansigtet, mens han går ind i stuen og sætter sig i en trekantet træstol. “Den er meget mere behagelig, end den ser ud. Vi købte den på et loppemarked.” siger han og sætter sig godt til rette i møblet, der stammer fra en kirke i Norge. Erling er frisk, han smiler og er imødekommende. Men da snakken falder på den besked, han fik med hjem fra Rigshospitalet i går, forsvinder smilet og blikket svømmer væk i det bløde lys fra formiddagssolen, som falder ind gennem stuevinduet.

Symptomfri

Erling Løfberg er netop fyldt 69 år. Han bor i Frederikssund sammen med sin kone gennem 39 år Ruth, og han er formand for den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse. Mange kender ham gennem Filmklubben i Frederikssund, som han var med til at starte for godt ti år siden. For syv år siden stoppede han som lærer og gik på efterløn. I 27 år underviste han primært i historie, dansk og kristendom - eller rettere religion, som Erling siger det. I 2003 fik Erling konstateret kræft i endetarmen. Han fik opereret et stykke af tarmen ud, og de næste ni år viste kontrolbesøgene ingen tegn på kræft. Men du bliver ikke kureret for kræft, fortæller Erling, du kan kun blive symptomfri. Kræft sidder i kroppen. Og i 2012 på en ferierejse til Dresden bliver Erling pludselig syg. Han får influenzasymptomer, men det er ikke influenza. Det viser sig, at det ikke er lykkedes at fjerne kræften ved operationen i 2003, og igennem ti år har den spredt sig til lever og lunger. Metastaserne, siger lægerne, kan ikke fjernes. Erling kan kun tilbydes livsforlængende behandling. “Det var en dødsdom. Det var svært at sluge, at lægerne ikke havde mere krudt i bøssen,” siger han.

Det værste og det bedste

Den efterfølgende kemo-behandling hjælper dog så meget, og Erling kan blive opereret i leveren. Lægerne får fjernet metastaserne. Men glæden er kort. På grund af operationen har Erling været nødt til at stoppe sin kemobehandling, og det har fået metastaserne på lungerne til at vokse. Og nu virker kemoen ikke længere. Lægerne prøver med forsøgsmedicin. Men i går fik Erling så besked om, at forsøgsmedicinen heller ikke har haft effekt. “De sagde i går, at der ikke var mere at gøre. Det var ikke rart. Hver gang er vi forberedte på det værste og det bedste. Men beskeden i går var hård,” siger Erling, som havde sin kone og sin datter på 44 år med sig på Rigshospitalet. “Jeg er lidt ked af, at min datter skulle høre den besked. Det er meget barskt. Men hun siger, at hun gerne vil være med, så hun kan få svar på sine spørgsmål.”

Fællesskab

Igennem sit sygdomsforløb har Erling og Ruth benyttet sig af et rehabiliteringsforløb, som Frederikssund Kommune tilbyder til kræftramte og deres pårørende. Forløbet består udover råd og vejledning også af fysisk genoptræning to gange om ugen i otte uger. “Det har været super godt. Vi bliver tonset igennem to gange om ugen at et par fysioterapeuter, og så bliver vi jo som børn igen, når der pludselig bliver smidt en masse bolde ind i et rum,” siger Erling, som har haft stor glæde af det fællesskab, der opstår mellem deltagerne på forløbet. “Selvom man ikke kender nogen, så kommer man alligevel til at snakke sammen. Man snakker jo om sin sygdom, selvom det er meget intimt, og man skaber sig et netværk. Du møder nogle mennesker, hvor du ikke behøver at starte helt forfra i fortællingen. De kender også sygdommen og problemstillingerne, og der opstår et helt særligt fællesskab.”

Ikke spille bingo

Det ringer på døren. Det nye køleskab er her. I løbet af få minutter har fragtmanden manøvreret det på plads, sagt god weekend og hastet afsted med det gamle køleskab. Erling skal ringe til sin bror om lidt og overbringe gårsdagens dårlige nyheder. Det bliver ikke en nem samtale. Hans bror har allerede oplevet kræftens nådesløshed, da han mistede sine to døtre og sin første kone til sygdommen. “Jeg kan slet ikke tage små børn med kræft. Det er for grimt. Jeg er ligeglad med, om jeg selv er syg, bare ikke børnene,” siger Erling, som midt i stormen forsøger at bevare håbet. “Jeg vælger, at se optimistisk på det. Vi ved, at det kan ende, og jeg kan dø indenfor en kort årrække, men vi håber, at det bliver ved, og jeg kan nå at opleve en masse. Det er klart, at det går ind, og vi kan godt lægge os ned på gulvet og hyle og skrige. Men det hjælper ikke noget.” Erling overvejer lige nu, om han skal være med i en randomiseret medicinsk behandling med et testprodukt, hvor halvdelen af deltagerne får medicinen og resten får kalktabletter. Derudover er der også mulighed for, at han kan komme i betragtning til medicinsk behandling, som består af ikke-testet kræftmedicin. “Men jeg er nødt til at overveje det. Jeg er i en fase nu, hvor jeg ikke skal spille bingo med livet ved at tage noget, som jeg ikke ved om måske bare er kalktabletter. Det er ikke mange mennesker, der ønsker at være syge resten af deres liv,” siger han.

Fakta:

Frederikssund Kommunes rehabiliteringstilbud er et gratis tilbud for kræftramte borgere der bor i Frederikssund - eller Halsnæs Kommune, er i gang med eller for nylig har afsluttet et behandlingsforløb, er over 18 år, er under uddannelse eller tilknyttet arbejdsmarkedet, og har brug for støtte til at forholde dig til dit sygdoms- og behandlingsforløb. Du kommer til at indgå på et hold med op til 20 deltagere, hvor der vil være undervisning, samt fysisk aktivitet og træning. Det er sygeplejersker, fysioterapeuter, psykologer og rådgivere fra de to kommuner og Kræftens Bekæmpelse, der står for undervisning og træning. Tilbuddet består af en indledende samtale, en kursusdel og en træningsdel. Din nærmeste pårørende må meget gerne deltage på den sidste kursusdag. Kurset foregår i Frederiksværk: 23. og 26. februar samt 2. og 9. marts fra kl. 9.30 - 14.30 alle dage undtagen 9. marts hvor det er fra 14.30 - 18.30. Du kan få mere information og tilmelde dig hos Sygeplejerske Henriette Lose, på 40 46 06 26 eller hlose@frederikssund.dk. I dialog med sygeplejersken vil hun vurdere, om du kan visiteres til tilbuddet. Tilbuddet er arrangeret af Frederikssund og Halsnæs Kommune i samarbejde med Kræftens Bekæmpelses Rådgivningscenter i Hillerød.

Publiceret 09 February 2015 10:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

Færgegården skruer tiden tilbage på Blå Nat

Rekreation, romancer og roulader - Frederikssund Museum, Færgegården, skruer tiden tilbage til 1960’ernes Danmark, når Jægerspris Hovedgade ’går i blåt’ den 1. juni. 1960’erne er et årti, som vi både kender som de glade tressere og en turbulent tid. Det er en tid med højkonjunktur, der bl.a. betyder en udflytning fra storbyen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og mere rum til fritid, ferie og tilkøb af efterkrigstidens goder såsom bil, køleskab og tv. Det sætter sit præg på Danmarkskortet, hvor parcelhusene skyder op i forstæderne, mens sommerhusene bliver yndede tilflugtsmål. Den nye livstil sætter også præg på madkulturen, hvor kvinderne får mindre tid i køkkenet. Det betyder en drejning væk fra det sparsommelige og tidskrævende – og en helt ny bølge båret af overskud og interesse. 60’ere er dog også en tid med markører som rock’n’roll, sociale protester og et trykket politisk klima, hvor vi i år kan fejre 50-året for studenter- og ungdomsoprørerne i ’68.