Foto: Henrik Gregersen

Foto: Henrik Gregersen

13.000 tilskuere så årets vikingespil

Jesper Wittenburg er tilfreds med dét, der ligner et overskud efter årets vikingespil. 'Den sidste uge har reddet os', lyder det fra vikingeformanden

Af
Af Birgitte Masson

Frederikssund "Det har været op og ned," svarer Jesper Wittenburg på spørgsmålet til, hvordan han vil betegne årets vikingespil, som lukkede og slukkede søndag aften. Som noget nyt spillede vikingerne i hele tre uger, og dét var ifølge vikingeformanden årsagen til, at tilskuertallet kom op på omkring 13.000. Hvilket var det bedste siden 2006, hvis man ikke tæller jubilæumsåret med. "Vejret har ikke været med os. Den første weekend var ok, men efter Sankt Hans kom det dårlige vejr, og var vi stoppet efter den anden uge, som vi plejer, var det endt katastrofalt med ca. 4.000 færre tilskuere end normalt," siger Wittenburg. Til alles lettelse tilsmilede vejrguderne til gengæld Vikingespillet i den sidst spilleuge, hvor det for alvor rykkede i tilskuertallet, særligt fra den første weekend i juli.

Forventer et plus

Men om årets vikingespil om Hagbart og Signe giver et økonomisk overskud, og i så fald hvor meget, kan Jesper Wittenburg ikke sige noget om endnu. "Nu skal det hele gøres op. For eksempel var omsætningen god i Mjødboden med specialøl. Til gengæld har vores nye madbod kostet en del, og vi har også haft ekstra udgifter til kølecontainere, leje af køkken og anskaffelsen af eksempelvis lysmateriale. Men min mavefornemmelse siger alligevel, at vi kan forvente et plus på bundlinjen." Selvom man skulle tro, at det nu er de gæve vikingers tur til at holde sommerferie, så er der lige et arrangement i weekenden der kræver, at de igen trækker i tøjet. "Vi er værter ved et stort motorcykeltræf, hvor 350 motorcykler fra hele europa kommer hertil. Det bliver i stil med musikfestivalen, hvor vi åbner boderne, og det vil være de samme mennesker som knokler," lyder det fra den engagerede vikingeformand.

Publiceret 16 July 2013 00:00