Arkivfoto.

Arkivfoto.

Nævekamp om kampsportscenter

Politikerne i Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget kan ikke blive enige, om det nye kampsportscenter skal ligge i Frederikssundshallen eller i Oppe Sundby

Af
Kristina Schønnemann

Tre stemmer for. Fire stemmer imod. I Kultur- Idræts- og Fritidsudvalget kan man ikke blive enige om, hvor fremtidens brydere, frikæmpere eller ju-jitsu-mestre skal træne.
Derfor er beslutningen sendt videre til byrådet. Her skal det meget gerne blive klart, om kampsportscentret skal ligge i Frederikssundhallen eller i de idrætsfaciliteter, der skal bygges i Oppe Sundby. Fordelene og ulemperne ved de to muligheder splitter Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget.
Det vigtigste argument for at bygge til ved Frederikssund-hallen er tidshorisonten, mener udvalgets formand Grethe Olsen (F).
"Hvis vi begynder at sige, hvad med at lægge centret i ORI's nye klubfaciliteter, jamen inden vi så kommer i gang, så skal vi finde jorden,
ORI-projektet skal ligge på, der skal laves en ny lokalplan og så videre," siger SF's Grethe Olsen til Lokalavisen.
Planerne for et nyt kampsportscenter har allerede været på bordet i over fire år.

En fremtidssikret løsning

Men der er også fordele ved at vælge at bygge centret hos ORI, mente den anden halvdel af udvalget. Heriblandt konservatives Hanne Kyvsgaard.
"Der er umiddelbart mere fremtid i, hvis vi ligger kampsportscentret ved ORI. Så er det halvt ude i Vinge, og så kan de folk, der kommer til at bo der, hurtigt komme ud til det sted," lyder Hanne Kyvsgaards ræsonnement for ORI-løsningen.
Socialdemokraternes Kenneth Jensen kan se yderligere to grunde til at lægge centret i Oppe Sundby: "For det første så er ORI den placering, som idrætsrådet peger på. Rådet taler jo på vegne af hele idrætslivet i kommunen, så derfor er det oplagt at høre på dem i denne sag. Derudover er der ikke så meget plads ved Frederiksssund-hallen. I hvert fald ikke hvis vi gerne vil bygge et juniorsejlcenter i forbindelse med sejlklubben, og hvor skal vi så gøre af alle folkene og bilerne. For ikke at tale om, at der jo også skal være plads til vikingerne," siger Kenneth Jensen.

Fighter for Frederikssund-hallen

Selv vil talsmand for Brydeklubben Viking og Frederikssund Free Fighters helst have til huse i Frederikssund-hallen.
"Jeg tror, der går mange år ud i fremtiden før det nye ORI-anlæg er på plads, og vores behov er faktisk akut," siger Allan Bo Jakobsen, formand for Brydeklubben Viking.

Han fortæller, at der på hver holdtime hos bryderne eller fre fighterne er 30 børn eller 30 voksne, der skal dyrke deres idræt på 170 kvm.
"Hvorfor skal vi ikke have et kampareal, der svarer til sportens officielle standarder? Hvis man var nødt til at spille håndbold på tværs af banerne i hallen, fordi der ikke var nok plads, så ville der jo være et ramaskrig," siger han.
Derfor venter han spændt på, hvad byrådet kommer frem til på deres næste møde den 27. februar.


Fakta

Sådan stemte idrætsudvalget: For Frederikssundhallen: Grethe Olsen (F), Jens Ross Andersen (V) og Anne-Lise Kuhre (A) For ORI-løsning: Hanne Kyvsgaard (C), Lis Olsen (V), Kenneth Jensen (A) og Jesper Wittenburg (A)

Publiceret 19 February 2013 10:00

SENESTE TV