Dannerseminariet lukker

Frustration og ærgrelse på Dannerseminariet i Jægerspris. Seminariet lukker og uddannelsen flyttes til Hillerød

Af
Af Karsten Kjærgaard

 

Frederikssund mister en af kommunens mest profilerede uddannelsessteder inden for et år. Det blev konklusionen efter et følelsesladet møde mellem elever og undervisere på Dannerseminariet i Jægerspris og rektor Laust Jakobsen fra Professionshøjskolen København fredag formiddag.

 

Dagen forinden havde studerende og lærere fået at vide, at seminariet skulle lukke, og uddannelsen i stedet flytter til Hillerød til et stort, nyt campus-område, der vil samle pædagoguddannelserne i Jægerspris, Virum og Hillerød ét sted. Det skal ske inden sommeren 2009. Det var derfor en række frustrerede og vrede elever, der mødte op til orientering om beslutningen fredag morgen.

Beslutningen er taget

"Det virker som om, at beslutningen er taget, og det er lige meget hvad vi siger her," sagde én af seminariets undervisere til klapsalver fra de studerende. Laust Jakobsen, rektor på Professionshøjskolen København, skulle orientere Dannerseminariet om afgørelsen og han var i strid modvind, fra det øjeblik han trådte ind i mødelokalet.

 

"I griber afgørende ind i et lokalmiljø med en 100-årig tradition for pædagogisk arbejde, har I tænkt over det?" "Skal vi så have nyt pensum og censorer til vores eksamen?" "Hvad med de 28 elever på kollegieværelserne, risikerer de at blive hjemløse?" "Er lærerne allerede begyndt at søge væk?" lød nogle af spørgsmålene til Laust Jakobsen, hvis svar gav højlydte suk i mødelokalet.

 

"Der ER truffet beslutning, og det er rigtigt nok: Den bliver nok ikke lavet om," sagde han på mødet. "Rationalet er, at Hillerød er regionshovedstad, og der vil vi lave et samlet campus, der kan tiltrække de unge. Vi er i gang med at finde en løsning til dem, der bor på kollegieværelser," fortsatte han.

Har overskud

Beslutningen frustrerer elever og undervisere på seminariet, også set i lyset af, at Dannerseminariet kører økonomisk rundt og har genereret overskud de sidste syv år i træk.

 

"Vi er et af de eneste seminarier med overskud, så hvis grunden er økonomien, så giver det da slet ikke mening," lød det fra salen. Efter mødet fortsatte studerende og lærere med at fordøje beslutningen foran Dannerseminariet, der var blevet pyntet med protestplakater. Ét af dem lød: 50 års Jubilæum - Tak for gaven - Den skal byttes!

Publiceret 25 April 2008 00:00

SENESTE TV

Bro gør Hornsherred attraktivt: Investor vil bygge 100 boliger

Ikast-firmaet Klimahuse A/S har en ny udstykning med omkring 100 boliger på vej ved Selsøvej i Skibby. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Forslaget til en lokalplan for området er netop sendt til Frederikssund Kommune, oplyser Claus Keld Hansen, som er medejer af Klimahuse A/S til avisen.

Rejsegilde fejret med pølser og kakao

"Det er den bro, der kommer, som gør, at vi har kigget på den side af fjorden - det at man lige pludselig kan ramme Rådhuspladsen i København på tre kvarter, som nogle siger - eller det bliver i hvert fald væsentligt hurtigere end at køre omkring Roskilde. Skibby er en driftig by med en fantastisk natur, og der er alt det, man som familie har brug for, med nyt børnehus, skole og butikker," siger Claus Keld Hansen fra Klimahuse A/S til Frederiksborg Amts Avis.