Børnene kom helt ind under huden på Dennis Tobiasen. Her er det Abed og Machmud.

Børnene kom helt ind under huden på Dennis Tobiasen. Her er det Abed og Machmud. Foto: Dennis Tobiasen

Dennis brugte to måneder i flygtningelejr: "Noget er forandret i mig"

Dennis Tobiasen er Byens Bedemand og barnefødt i Slangerup. Og så er han lige hjemvendt efter to måneder i en palæstinensisk flygtningelejr på Vestbredden, hvor han som frivillig har hjulpet med at undervise en gruppe handicappede børn.

Af
Mette Døllner

Der er nogle øjeblikke i et menneskes liv, der er definerende for, hvilken vej man vælger og i sidste ende, hvordan man udvikler sig som menneske. For Dennis Tobiasen opstod det øjeblik, da han som tiårig boede i London og i fjernsynet blandt andet så Freddie Mercury i front for Queen til Live Aid koncerten på Wembley i 1985:

”Da jeg mistede min far for ni år siden, spurgte han mig inden sin død: ’Dennis, hvad har jeg gjort i dit liv, som har beriget dig mest?’ Jeg svarede, at det var dengang vi boede i London, hvor noget af det jeg husker mest tydeligt var den koncert, og hvor meget den betød for mig. Det var egentlig første gang, jeg følte, at det her med at hjælpe andre, det giver så meget mening.”

En del af DNA'et

Det med at hjælpe andre mennesker har været en del af Dennis Tobiasens DNA lige siden, og som ung var han derfor ikke et sekund i tvivl om, at han skulle arbejde i servicesektoren. Men at det skulle blive som bedemand var lidt af en tilfældighed, og først efter at han havde været en tur rundt om handelsskolen, en uddannelse som tøjmand og nogle år som bestyrer i en Netto butik, hvor han endte med at blive slået ned i forbindelse med et røveri. Det blev anledningen til, at han pludselig stod ved en korsvej:

”Jeg ville gerne være tro mod mig selv og mine følelser, så jeg vidste, at jeg skulle ud og snakke med folk og hjælpe. Og så er verden jo så lille, at en af mine bedste kammeraters mor var kordegn i Slangerup Kirke, og hun foreslog, at jeg skulle blive kirketjener. Selvom jeg ikke havde noget specielt tæt forhold til kirken, endte jeg med at være i Slangerup Kirke i over fire år, hvor jeg fik nogle fantastiske snakke med præsterne. Og det var jo lige mig, det der med at snakke om, hvordan livet er med andre mennesker - det var jo det, jeg gerne ville”, siger Dennis Tobiasen, der til sidst endte som selvstændig bedemand, hvor han i år kan fejre 10 års jubilæum, i et arbejde der giver ham mulighed for at hjælpe pårørende med det sidste farvel.

Dannelsesrejse

Netop fordi Dennis Tobiasen i en ung alder lagde stor vægt på at klare sig selv økonomisk, havde der ikke været tid til den dannelsesrejse, som mange af hans kammerater havde taget inden uddannelse, arbejde og familie lagde beslag på livet.

Men da han sidste år faldt over en annonce på Facebook fra Mellemfolkeligt Samvirke med overskriften ’Gør noget for andre’, kunne han nærmest mærke, at hjælpergenet blev aktiveret i ham.

En lokal kvinde, der selv har et handicappet barn, har oprettet og driver skolen i flygtningelejren. Foto: Dennis Tobiasen.

En lokal kvinde, der selv har et handicappet barn, har oprettet og driver skolen i flygtningelejren. Foto: Dennis Tobiasen. Foto: Dennis Tobiasen.

For her var en mulighed for virkelig at hjælpe i et af de mest håbløse steder i verden; I syv uger skulle han bo hos en lokal familie og som frivillig undervise psykisk og fysisk handicappede børn i engelsk i flygtningelejren Aida Camp mellem Jerusalem og Betlehem. Her har palæstinensiske flygtninge i mere end syv årtier levet uden udsigt til en fredelig løsning på en tilsyneladende uløselig konflikt mellem israelere og palæstinensere. Og her er generationer af børn vokset op under kummerlige forhold, hvor især handicappede børn er særligt udsatte:

”Palæstinensiske forældre har rigtig svært ved at acceptere, at man har et handicappet barn, for det er ikke velset - det er en stor skam og meget tabubelagt. Så nogle af børnene har ikke deres egen seng, for det er de ikke værdige til. Der var også en ung dreng på ti år, der gik med ble, fordi forældrene ikke ville bruge tid på at gøre ham renlig. Så hans ble blev skiftet en gang om dagen. Og det gør rigtig ondt at se”, siger Dennis Tobiasen, der slet ikke kan begribe, at forældre ikke elsker deres børn lige meget hvad.

Han har selv en handicappet søn, der er født med rygmarvsbrok, og som derfor er lam i venstre ben og kørestolsbruger:

”Jeg har jo en vis viden, og derfor ser jeg også på et handicappet barn på en anden måde. Jeg ser jo først barnet, og bagefter ser jeg handicappet og tager hånd om det. Men kulturen er anderledes i Palæstina - og især i flygtningelejren - og de her forældre skammede sig så meget, at de ikke engang kunne finde på at gå en tur med deres barn. Jeg prøvede at bryde det her tabu ved at gå ture med børnene. De første par dage blev der kigget lidt, men i løbet af en uges tid hilste folk og bød på te. Så det forandrede lidt, og det glædede mig, at børnene fik en oplevelse af at blive set, som de mennesker, de er.”

Meningsfuld undervisning

Det var ikke den eneste gang under opholdet, at Dennis Tobiasen bevægede sig uden for opgavebeskrivelsen i den frivillige ansættelse. Han skulle nemlig undervise børnene i alfabetet på engelsk, men kunne hurtigt se, at det ikke gav mening for dem, da de ikke engang kunne skrive deres eget navn på arabisk.

”Man kan ikke forvente, at et barn, som ikke kan sit eget skriftsprog, skal kunne lære et nyt sprog via et helt andet skriftsprog. Så vi endte med, at jeg i et langdistance samarbejde med min kæreste, en veninde og min moster, som alle er skolelærere, lavede ordkort i stedet med engelske ord og tegninger, så børnene visuelt kunne forstå, hvad det var ordene betød samtidig med, at de kunne se ordet. Det resulterede i, at vi lavede en Dropbox, hvor de kan printe forskellige piktogrammer ud med de engelske ord. Og den kan de nu dele med de andre organisationer dernede.”

For Dennis Tobiasen har det været en gave at kunne være med til at hjælpe børnene, som er kommet helt ind under huden på ham, og han håber at kunne vende tilbage til efteråret for at følge op på skoleprojektet, som betyder meget for ham.

Noget er forandret

Men turen bød også på alvorlige oplevelser, hvor han kom helt tæt på konflikten:

”Jeg har set et menneske blive skudt på gaden, og jeg har selv måttet søge tilflugt i en butik, da folk skød med maskingeværer på gaden. Jeg har levet blandt de lokale indbyggerne i lejren, hvor jeg flere gange er gået sulten i seng, fordi der ikke var nok mad. Og jeg har mærket den frygt, som er en del af hverdagen dernede. Men for første gang nogen sinde føler jeg mig fuldstændig brugt på den gode måde, og det har lagt kimen til noget mere, for der er noget, der er forandret i mig.”

Dennis Tobiasen har siden hjemkomsten tit tænkt på, hvordan de har det dernede. Han ved godt, at han ikke kan redde hele verden, men han synes, det er svært at være hjemme igen, for der er så mange tanker, der går gennem hovedet:

”Jeg beder til, at børnene har det godt, og indtil jeg kommer derned igen, vil jeg tænke på dem og glædes ved den gave, jeg har fået sammen med ”mine børn” i Palæstina, og huske på, at den største gave i livet, er at hjælpe andre.”

Publiceret 20 May 2019 00:00

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!