I tre år har borgerne i Venslev selv drevet Høkeren, der løb med prisen som Månedens Detailbutik i Frederikssund Kommune i februar. Her flankeres daglig leder Birgitte Meedom Larsen af Jesper Fini Kuhre, filialdirektør i Danske Bank, Søren Bryde, formand for Jægerspris Netværk, og Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen.

I tre år har borgerne i Venslev selv drevet Høkeren, der løb med prisen som Månedens Detailbutik i Frederikssund Kommune i februar. Her flankeres daglig leder Birgitte Meedom Larsen af Jesper Fini Kuhre, filialdirektør i Danske Bank, Søren Bryde, formand for Jægerspris Netværk, og Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen.

Februars butik: Høkeren løb med prisen

For tre år siden gik de lokale sammen for at bevare den lokale købmand i Venslev under navnet Høkeren. Onsdag blev den kåret som månedens detailbutik i Frederikssund Kommune.

Af
Mette Døllner

Venslev Der var både blomster, diplom og solskin fra en skyfri himmel, da Høkeren fra Venslev blev kåret som Månedens Detailbutik i Frederikssund kommune

Et par kunder skulle lige ekspederes, før en glad og overrasket daglig leder, Birgitte Meedom Larsen, kunne tage imod kåring og lykønskninger på vegne af Høkeren, den andelsdrevne købmand og samlingspunkt for byens borgere i den lille landsby:

”Jeg er helt overvældet – det er vildt dejligt! Men hvor er det synd, at der ikke er nogle frivillige på arbejde nu. Det er jo dem, der bærer det hele.”

Lokalt engagement

Bemærkningen er kendetegnende for hele den ånd og det engagement, der nu på snart tredje år Høkerens succes og varemærke.

Borgerne i Venslev havde nemlig dengang et brændende ønske om at bevare landsbyens købmandsbutik. Og med stor lokal opbakning, masser af frivillig arbejdskraft og omkring 200 andelshavere gik drømmen i opfyldelse.

Endda i en sådan grad, at butikken i dag også giver økonomisk overskud.

Men vigtigere end det økonomiske overskud er det sociale overskud, som butikken deler rigt ud af.

Et overskud som også afspejles i de mange positive kommentarer til læsernes nominering af Høkeren, hvor man blandt andet kan læse:

”Altid søde, altid smilende og altid venlige og hjælpsomme mennesker hos Høkeren.”

”Det er et charmerende og inspirerende stop i dagligdagen, og butikken har gjort Venslev til en rigtig god landsby, hvor flittige frivillige og en enkelt fastansat gør stedet hyggeligt. Og så er der altid gratis kaffe på kanden.”

Helt oppe i førerfeltet

Det er nu anden gang, Danske Bank og Lokalavisen kårer Månedens Detailbutik, og der har været flittig trafik på avisens Facebookside, hvor læserne kan anbefale deres favoritbutik:

”Høkeren var helt oppe i førerfeltet, så det var nemt at vælge”, siger Søren Bryde fra Jægerspris Netværk, der sammen med Jesper Fini Kuhre, filialdirektør i Danske Bank, og Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen udgør dommerpanelet.

Månedens Detailbutik

Danske Bank og Lokalavisen Frederikssund kårer Månedens Detailbutik i årets første 11 måneder. Blandt de udvalgte butikker kårer vi Årets Detailbutik i december.

Månedens Detailbutik modtager diplom og hædrende omtale, mens Danske Bank giver en pengegave på 10.000 kroner til Årets Detailbutik.

Publiceret 28 February 2019 02:30

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!