Britta Isaksen (i midten) sammen med byrådsmedlem Kenneth Jensen (tv.) og bankdirektør Per Jegsen Schmidt. Foto: Preben Gøttsche.

Britta Isaksen (i midten) sammen med byrådsmedlem Kenneth Jensen (tv.) og bankdirektør Per Jegsen Schmidt. Foto: Preben Gøttsche.

Livslang gymnastikindsats hædret

Ved den årlige gymnastikopvisning for Kreds 57 stillede 500 gymnaster op, og gymnast blev hædret

Kreds 57 Ferslev-Skibby afholdt søndag sin store årlige gymnastikopvisning i Marbækhallen i Skibby.
Her var små 500 børn og voksne til stede for selv at medvirke, eller for at se foreningens hold, der viste lidt af, hvad de har arbejdet med i vinterens løb. Blandt tilskuerne var i år også direktør i Arbejdernes Landsbank, Per Jegsen Schmidt, og formand for Folkeoplysningsudvalget, byrådsmedlem Kenneth Jensen (A).
De var kommet for at overække årets første Frederikssund Pris til Britta Isaksen fra Kreds 57, som påskønnelse for hendes store frivillige arbejde.
“Prisen er på 2.500 kroner, og den giver vi som en lille hædersbevisning til en person i det lokale foreningsliv i kommunen, der gør en ganske særlig indsats til glæde og gavn for andre, uden selv at få noget for det,” fortæller filialdirektør i Per Jesgsen Schmidt,
“Vores prismodtager begyndte allerede som fireårig at gå til gymnastik her i Kreds 57, og hun har aldrig forladt foreningen siden. Og uden at fornærme nogen tør jeg godt driste mig til at sige, at det alligevel er nogle år siden, sagde en veloplagt Kenneth Jensen, og fortsatte:
“De seneste mange år, faktisk 36 år, har Britta været aktiv som instruktør og træner, og hele tiden formået at følge med tiden, og har heller ikke været bange for at kaste sig ud i nye tiltag; blandt andet effekt-yoga samtidig med hun har dygtiggjort sig inden for kost og sund ernæring i kombination med motion – for slet ikke at nævne en uddannelse som cand.mag. i idræt og fransk”
Kenneth Jensen gav i sin tale også udtryk for, at Britta er fantastisk til både at instruere børnene i gymnastikken, og få forældrene til at være med på de forskellige øvelser - endda krabbegangen. Hun er empatisk og tålmodig, og så er hun god til at sætte rammen for hvordan man er sammen med så små børn, så de samtidig får noget ud af øvelser og bevægelser.
“Jeg har forhørt mig lidt, og et af de skudsmål du får, er at du er god til at se børnene, og man kan tydelig mærke dine faglige kompetencer. Gymnastik, løb, leg og sange er så godt afbalanceret og man går hjem hver gang fra gymnastik og glæder sig til næste tirsdag - og uden tøven krammer børnene dig farvel hver gang.”
Ifølge Per Jegsen Schmidt og Kenneth Jensen gør det priskomitéen en smule ydmyge, når de hører om personer der på den måde gør en uegennyttig indsats, og igennem så mange år formår at bevare deres engagement og drive:
“Derfor er det også en stor glæde at få lov at trænge os lidt på i dag, for at overrække dig en lille påskønnelse for dit store frivillige arbejde,” sagde Kenneth Jensen. Det gør vi sammen med et mindst lige så stort ønske om, at du fortsætter dit arbejde for idrætten og gymnastikken i vores kommune i mange år endnu.”

Publiceret 21 March 2016 00:00

SENESTE TV