33 nye villagrunde på vej i Oppe Sundby

Land Development har købt de gamle boldbaner ved den nu nedrevene Oppe Sundbyskole af Frederikssund kommune

Af
Af Jakob Markert

I dag er det bare en græsplæne, men efter planen vil der inden længe flytte folk ind i 33 nye villaer på boldbanerne ved den nu nedrevne Oppe Sundbyskole. Den 1. januar købte Land Development nemlig dele af boldbanerne af Frederikssund kommune, og på trods af sne og regn mødtes de derfor torsdag med borgmester John Schmidt Andersen (V) for at kigge på området, som de nu skal i gang med at udstykke.
“Vi ser i Frederikssund en helt unik mulighed for at sælge villagrunde, som er en mangelvare i hele Nordsjælland. Her kan man bo bynært, og S-toget giver en fin transportmulighed til arbejdspladser i Storkøbenhavn, samt tæt på dejlig natur,” forklarer Jonas Berthelsen, der sammen med partner Søren Due Hansen for to et halvt år siden startede Land Development.
Næste skridt i projektet bliver nu at sælge ud af grundene til privatpersoner, og hvis alt forløber problemfrit, går der ikke længe, før de første beboere kan flytte ind.
“Ambitionen er at igangsætte byggemodningen, når projekteringen er færdig, hvilket forventes at være til maj. Herefter - hvis sommerens vejr er med os - vil vi kunne overdrage grundene til sep./okt. 2018. Så med lidt held og hurtighed vil de første kunder kunne flytte ind i deres nye hus ultimo 2018,” siger Jonas Berthelsen.

Allerede 40 interesserede

For at få solgt grundene samarbejder Land Development med EDC og Nykredit i Frederikssund. Det er en opgave, som man hos EDC ser frem til.
“Vi er jo så heldige, at vi har vundet opgaven og skal derfor nu i gang med at sælge grundene. Vi ser det som et spændende projekt. Det er ikke hver dag, at der skal sælges 33 nye villagrunde i Frederikssund, og det kan vi da også se på efterspørgslen,” siger afdelingsleder Claus Lund Pedersen.
Selvom EDC endnu ikke har markedsført på grundene, har de alligevel allerede en liste med lige over 40 interesserede, der gerne vil høre mere om projektet. En stor efterspørgsel, som Claus Lund Pedersen kun regner med, bliver endnu større i den kommende tid.
“Vi er meget fortrøstningsfulde, og vi oplever, at der er stor tilslutning til projektet i lokalområdet. Vi har jo at gøre med en grøn oase lige ved et allerede eksisterende villakvarter, som man nu udnytter. Samtidig sørger Land Development for, at kunderne er klædt godt på og føler sig trygge,” siger Claus Lund Pedersen.
Hos borgmesteren vækker salget også begejstring.
“Jeg er meget glad for den interesse, som Land Development og EDC viser i kommunen, og for at vi har fået solgt det, som vi har sat til salg. Det bliver også attraktive grunde, da det er tæt på skole, idrætsfaciliteter og infrastruktur,” siger borgmester John Schmidt Andersen (V).
Mens Frederikssund kommune altså har fået solgt den ene del af de nu tidligere boldbaner, så er den anden del, hvor der efter planen skal bygges rækkehuse, netop blevet genudbudt.

Publiceret 23 January 2018 09:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

Færgegården skruer tiden tilbage på Blå Nat

Rekreation, romancer og roulader - Frederikssund Museum, Færgegården, skruer tiden tilbage til 1960’ernes Danmark, når Jægerspris Hovedgade ’går i blåt’ den 1. juni. 1960’erne er et årti, som vi både kender som de glade tressere og en turbulent tid. Det er en tid med højkonjunktur, der bl.a. betyder en udflytning fra storbyen, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og mere rum til fritid, ferie og tilkøb af efterkrigstidens goder såsom bil, køleskab og tv. Det sætter sit præg på Danmarkskortet, hvor parcelhusene skyder op i forstæderne, mens sommerhusene bliver yndede tilflugtsmål. Den nye livstil sætter også præg på madkulturen, hvor kvinderne får mindre tid i køkkenet. Det betyder en drejning væk fra det sparsommelige og tidskrævende – og en helt ny bølge båret af overskud og interesse. 60’ere er dog også en tid med markører som rock’n’roll, sociale protester og et trykket politisk klima, hvor vi i år kan fejre 50-året for studenter- og ungdomsoprørerne i ’68.