Nyåbnet bordel gør beboere utrygge

Beboerne på Roskildevej 9 har fået ny nabo. Et bordel. Og det skaber utryghed blandt nogle

Af
Af Birgitte Masson

En ting er, hvis naboens lagengymnastik holder dig vågen om natten, noget andet er, hvad den form for aktivitet også kan medføre.
Et bordel er netop åbnet i Frederikssund midtby, og det mener nogle beboere, er lige tæt nok på deres trygge, hjemlige sfære.
“Jeg synes ganske enkelt, at det er skummelt. Nu render der fremmede mænd rundt i gården. Det synes jeg er utrygt,” fortæller en borger som ønsker at være anonym af frygt for repressalier fra eventuelle bagmænd.
Han fortæller til Lokalavisen, at selvom bordellet holder åbent alle ugens dage fra tidlig morgen til sen aften, så er der størst aktivitet om eftermiddagen og aftenen, og altså på tidspunkter, hvor børn og voksne i ejendommen er kommet hjem fra skole og arbejde.
Med andre ord kan man ikke undgå at rende ind i de mandlige kunder.

Kravlenisser og julestjerner

Da Lokalavisen kigger forbi Frederikssunds nyåbnede bordel er gardinerne trukket for. Et skilt i vinduet indikerer ikke bare, at bordellet er åbent, et par kravlenisser og hvide papirstjerner vidner også om, at julen har sneget sig ind i bygningen som tidligere har huset både et værksted og galleri.
Men det lille baghus på Roskildevej 9 skal nok alligevel forberede sig på at få besøg at andre end Lokalavisen, og mænd der vil købe sex. For ordensmagten kan også godt finde på at lægge vejen forbi, for at se om der foregår noget ulovligt.
Prostitution er i sig selv ikke ulovligt i Danmark. I hvert fald ikke så længe kvinderne betaler skat og er momsregistrerede, og så længe det ikke kan bevises, at der er bagmænd, som tjener penge på kvindernes arbejde. Det uddyber politikommisær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi:
“Generelt kan jeg sige, at når vi hører om, at der er åbnet bordel et sted, så er det ikke usædvanligt, at vi aflægger det et besøg for at tjekke, at der ikke foregår noget ulovligt,” fortæller Henrik Sejer. Med ulovligt mener han bl.a. at man vil undersøge, om eventuelle udelandske piger opholder sig lovligt i landet.
“Vi vil også undersøge, hvem der står for lejemålet. Er prisen for lejen rimelig? Og har kommunen givet tilladelse til, at der må drives erhverv i ejendommen? Hvis man er ude i, at pigerne betaler et vist beløb af indtjeningen til nogle bagmænd, så er det rufferi og dermed ulovligt,” fortæller Henrik Sejer.

Publiceret 08 December 2017 00:00

SENESTE TV