Nul undervisning:

Elever demonstrerer mod massive besparelser

Elever fra Frederikssund Gymnasium og Handelsskolen Knord barrikerede torsdag morgen alle indgange, så lærerne ikke kunne undervise

Af
Af Birgitte Masson

Hver eneste dag møder studerende og lærere på landets ungdomsuddannelser konsekvenserne af tidligere års nedskæringer. Det gør de bl.a. i form af større hold, mindre vejledning, fyringer og nul studieture.
Udsigten til besparelser på ialt 14,7 mia. kroner fik elever på Frederikssund Gymnasium og Handelsskolen Knord til torsdag morgen at blokere undervisningen.
“Vi har blokeret indgangene til gymnasiet og dørene til lærerværelset, så lærerne ikke kan komme ud og undervise i dag,” siger elevrådsformand på Frederikssund Gymnasium Michala Hammer og fortsætter:
“Vi siger fra overfor regeringens besparelser på 14,7 mia. Vi er fremtiden, det går ikke at spare på uddannelsesområdet.” Michala Hammer fortæller, hvordan eleverne på Frederikssund Gymnasium allerede nu kan mærke besparelserne:
“Lærerne skal løbe hurtigere. Studieturen i 3.g er annulleret, fordi der ikke er råd. Vi får også at vide, at vi skal spare på varmen i klasseværelserne.”

Knord på Christiansborg

Klods op ad Frederikssund Gymnasium ligger Handelsskolen Knord. Også her mærker elever og lærere besparelserne. Sarah Siddique er formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever. Hun valgte tordag at tage turen til Frederikssund for at bakke op om eleverne fra Knords demonstration.
“Der var allerede besparelser i 2016 og igen i år. Fremadrettet står handelsskolen overfor lærerfyringer. Der skal i alt spares 4 mio. lærertimer over de næste fire år,” fortalte Sarah Siddique, som befandt sig midt mellem handelsskolelever, der dels blokerede alle indgange, men som også var i gang med at lave bannere med skriften: 'Knord mod nedskæringer', 'Nedskæringer - fuck nej' og 'Stop nedskæringer'.
“Det er fedt at se, at så lille en handelsskole engagerer sig så meget i denne vigtige sag. Eleverne har bestilt en bus, med plads til 120 elever, som skal køre dem til demonstrationerne på Christiansborg senere i dag. Og dem der ikke er plads til i bussen vil tage toget derind,” fortæller Sarah Siddique.

Publiceret 05 October 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV