Foto:BM

Foto:BM

Optur for vikingerne under lørdagens fejder

Der blev lørdag kæmpet bravt på Vikingepladsen i Frederikssund. Ikke alene blev den traditionsrige vikingedyst afholdt, som noget helt nyt kæmpede svenske og danske vikinger i vikingefejden, hvor Frederikssund løb med det hele

Af
Af Birgitte Masson

Forberedelserne til årets vikingespil om Hagbard og Signe er lige nu på sit højeste, men det afholder ikke de gæve og sejlivede vikinger i Frederikssund fra at foretage sig andre sjove aktiviteter.
Fredag aften var de i Frederikssunds gågade i forbindelse med butikkernes aftenåbent, og lørdag stod den dagen igennem på vikingedyst mellem forskellige virksomheder, ligesom det nye tiltag - vikingefejden også fandt sted under lørdagens arrangement på Kalvøen.
Her kæmpede fire hold fra vikingeattraktioner i hhv Sverige og Danmark mod hinanden i fejder som stammekast, tovtræk og 'træk et sværd'.
Og Frederikssundvikingerne havde ren optur dagen igennem, for både mændene og kvinderne klarede sig særdeles godt.
Vikingerne fra Frederikssund var stort set foran under alle kampene, og de sluttede derfor ikke overraskende dagen af med at have fået færrest point, hvilket det gælder om i fejden.
"En af fordelene var, at vi var på hjemmebane, for vi har selv haft mulighed for at vælge netop de lege, hvor vi er stærke.," lød det fra formand for Frederikssund Vikingespil Jesper Wittenburg.

Frederikssund fører

Endnu mangler vikingefejden at blive afholdt to steder i Sverige nemlig i Foteviken og Trelleborg. I sidste uge blev første fejde afholdt i danske Trelleborg ved Slagelse.
"I Sverige bliver vi presset. Der kommer vi til at skulle skyde med bue og pil. Jeg ved, at svenskerne er gode til bueskydning, og det er vi mildest talt ikke," sagde Jesper Wittenburg oprigtigt.
I det samlede resultat betyder lørdagens gode resultater for Frederikssund, at de fører vikingefejden med Trelleborgholdene fra hhv Sverige og Danmark på en delt andenplads. Svenske Foteviken ligger lige nu på sidstepladsen.
Om Vikingefejden er kommet for at blive, er Jesper Wittenburg ikke i tvivl om.
"Jeg tror helt sikkert, at vi gentager det igen til næste år. Man kunne måske forestille sig, at vi får Norge med, så det bliver en fejde mellem Sverige, Norge og Danmark. Omvendt kan vi ikke tage rundt til de forskellige fejder hele sommeren. Vi kan højest være fire steder, så hvordan man kunne forestille sig, at det kunne afvikles ved jeg ikke endnu," lød det fra formanden.
Den traditionsrige vikingedyst fandt også sted på Vikingepladsen lørdag. Dysten giver virksomheder mulighed for at tilbringe en noget anderledes eftermiddag i vikingernes verden, for dysten handler om at konkurrerer i vikingelege.
I år dystede medarbejderne fra seks firmaer, og det var virksomheden Haldor Topsøe A/S, der har været med flere gange tidligere, som sikrede sig vindertitlen.

Foto:BM

Foto:BM

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Foto: BM

Publiceret 04 June 2013 11:00