Takket være to initiativrige kvinder - Charlotte Drue og Lisbet Jensen - er det lykkedes at få forfatter og iværksætter Jim Lyngvild til Frederikssund. Foto: Privat

Takket være to initiativrige kvinder - Charlotte Drue og Lisbet Jensen - er det lykkedes at få forfatter og iværksætter Jim Lyngvild til Frederikssund. Foto: Privat

Jim Lyngvild kommer til Frederikssund

To markante kvinder fra Frederikssund inviterer til en glad aften i Park Teatret

FREDERIKSSUND Det hele startede med, at byrådsmedlem Charlotte Drue fik en god idé. Fluks skrev hun til kørerlærer i Frederikssund Lisbet Jensen:

'Er der ikke noget med, at du kender Jim Lyngvild ?' Til det svarede Lisbet Jensen: "ja". Og herefter gik der ikke lang tid fra tanke til handling. Sammen med Lisbet Jensen ville Charlotte Drue nemlig stable et arrangement på benene, der både kunne give byens borgere en glad aften og samtidig støtte et godt formål.

Jim Lyngvild. Pressefoto

Jim Lyngvild. Pressefoto

Derfor kommer den danske designer, forfatter og iværksætter Jim Lyngvild nu til Park Teatret i Frederikssund. Her vil han blandt andet fortælle om sig selv og sit liv. Samtidig går aftenens overskud til organisationen Nanubørn, som støtter familier og børns vilkår i Grønland.

“Det bliver både interessant og sjovt. Jim Lyngvild er en af de mest fantastiske personligheder, jeg nogen sinde har mødt," lyder det begejstret fra Lisbet Jensen.

Jim Lyngvild kommer til Frederikssund torsdag 10. oktober klokken 19.00 i det nyrenoverede Park Teater i Frederikssund.

For nærmere info og billetter sms 24240245 eller mail lkoreskole@gmail.com

Publiceret 10 September 2019 13:30

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!