Aase Hansen fra Momseholdet. Foto: Mette Døllner

Aase Hansen fra Momseholdet. Foto: Mette Døllner

Aktiv Fritid: Skiftede medicinen ud med fodbold

Regnen silede ned, men det var ingen hindring, da Lokalavisen mødte Momseholdet for fuld udblæsning til den ugentlige omgang Fodbold Fitness for mænd og kvinder 60 +

Af
Af Mette Døllner

FREDERIKSSUND “Er det ikke anføreren fra Momseholdet, der er derinde?”, spørger en lille fodbolddreng nysgerrigt uden for FIKs klublokaler. Efter et bekræftende svar råber han sejrrigt ud til sine holdkammerater på kunststofbanen:

“Det er Momseholdets anfører!”

Lokalavisen har netop været med til den ugentlige træning og en efterfølgende meget livlig tredje halvleg hos Momseholdet, hvor mænd og kvinder over 60 år hver torsdag formiddag mødes til en times intensiv Fodbold Fitness. Ordvekslingen med drengen vidner om den stjernestatus, der hviler over Aase Hansen, Momseholdets initiativtager, træner og Fodbold Fitness-ambassadør for DBU Sjælland. Det er snart fem år siden, at hun var med til at starte Momseholdet i Frederikssund, og der er stor interesse fra både ind- og udland for den forholdsvis nye motionsform, der både styrker knogler, kredsløb og sammenhold:

“Jeg skulle egentlig ikke spille fodbold på mine gamle dage, for fodbold har aldrig sagt mig noget. Men fysisk har det betydet, at jeg har skiftet min blodtrykssænkende medicin ud med fodbold. Intervaltræningen styrker også mine knogler, og det kan jeg virkelig mærke, for jeg føler mig fysisk stærk. Og så er der vores sammenhold, for alle kan være med, og alle skal kunne deltage på deres eget niveau. Det er ok at sige fra, og så vil jeg hellere have, at vi sætter niveauet lidt ned, så alle er med og har det sjovt. Vi kan jo ikke holde os væk fra bolden. Når den kommer trillende, så skal den lige ha´, men vi går ikke op i hvor mange mål, der bliver scoret.”

Stærkt fællesskab

Til oktober er det fem år siden, at Momseholdet startede op med syv kvinder. Nu er der omkring 30 kvinder og 30 mænd, og langt de fleste har været med længe. For udover et større fysisk velbefindende bliver der ifølge Aase Hansen skabt stærke fællesskaber både blandt kvinderne og mændene. Én af de kvinder, der har fået et nyt netværk er 85-årige Gerda Lose, holdets alderspræsident og målmand, der går under kælenavnet “Schmeichel 2”.

Momseholdet under træning. Foto: Mette Døllner

Momseholdet under træning. Foto: Mette Døllner

“Jeg er da heldig at tage nogle mål”, siger hun lidt beskedent inden hun forklarer, hvordan hun blev en del af holdet, da hun flyttede til Frederikssund i 2015:

“Lige meget hvem man er, så er man en del af fællesskabet. Det er rigtig meget værd, specielt når man kommer udefra og slår sig ned i en ny by. Det er dejligt, at man kan hilse på nogen hver dag.”

67-årige Susanne Schiønning startede i klubben i marts måned i år, og hun er også rigtig glad både for fællesskabet og træningen:

“Jeg så en udsendelse om holdet i TV Lorry. Jeg har aldrig selv spillet fodbold, men jeg så, hvor sjovt de havde det. Så jeg tænkte, det må prøves af, og jeg har været vild med det fra starten. Jeg kunne jo ikke drømme om at løbe en tur ude på vejen – det ville jeg slet ikke gide. Men her, der løber vi jo bare efter bolden, så man tænker ikke over, at man jo faktisk løbetræner.”

Publiceret 14 August 2019 00:00