Jernbanegade 24. Arkivfoto: Frederikssund Avis

Jernbanegade 24. Arkivfoto: Frederikssund Avis

Biblioteket fylder 80 år: Unik rundvisning bag kulissen

31. august har hovedbiblioteket i Frederikssund ligget 80 år i Jernbanegade, det bliver markeret på forskellig vis

FREDERIKSSUND Lørdag 31. august 2019 markerer Frederikssund Bibliotekerne, at hovedbiblioteket i Frederikssund har ligget 80 år i Jernbanegade. Du får derfor mulighed for at komme med på en unik rundvisning bag kulissen i bibliotekets mange finurlige kringelkroge, hvor små spor af fortiden stadig findes. Desuden kastes der et blik blik tilbage i tiden med gamle lege, højtlæsning samt glad tidstypisk jazz med kvartetten ”Blå mandag” i bibliotekets gård. Og der bydes på kaffe, saft og kagemand som til andre fødselsdage.

I biblioteket og Kultur-Arkivet vises en udstilling, hvor arkivar Anne-Marie Jørgensen har dykket ned i arkivets gemmer og har fundet tekster og billeder, som levendegør bibliotekets historie og udviklingen i den efterhånden ældre bygning.

I korte træk kan bibliotekets og bygningens historie fortælles således:

I august 1939 flyttede Frederikssund Bibliotek fra Torvet til en lejet lejlighed i Frederiksborg Amts Spare- og Laanekasses nye, store bygning i Jernbanegade 24. Byrådet anså den nye placering for at være midlertidig, mens der blev sparet op til en egentlig biblioteksbygning. Bibliotekar Ellen Haugstrup var den eneste ansatte og bogbestanden var på godt 6000 bøger. I 2018 er den samlede samling (bøger, musik, film mv.) på Frederikssund Bibliotekerne knap 129.000.

Frederikssund Biblioteks placering blev ikke midlertidig. I takt med udvidelser i bogbestand, personale og tilbud til borgerne, udvidedes også det fysiske areal, så biblioteket nu råder over omtrent alle bygningens kvadratmeter. Frederikssund Kommune købte bygningen i 1967, og de store lejligheder og forretningslokalerne i gadeplan blev efterhånden inddraget.

Børnebiblioteket flyttede ind på 2. sal i 1976, og i 1984 var 3. sal færdigombygget med værksted for biblioteksbetjenten, nærmagasin, personalerum og administrationskontorer.

Det er gennem årene blevet til flere istandsættelser og ombygninger, så den efterhånden bedagede bygning kunne holdes i god stand og leve op til nye krav. Dog er der rundt omkring i bygningen stadig nogle tidslommer, hvor fortidens indretning er bevaret.

Kun fire ledere er det blevet til i løbet af de 80 år. Ellen Haugstrup arbejdede på et bibliotek, hvor bøgerne stod tæt på hylderne, og hvor lånene blev registreret med kuglepen og datostempel, hvilket i øvrigt blev ved til 1994, hvor der indførtes elektronisk udlån. Da Jørgen Bro Glistrup overtog ledelsen i 1964, blev det en tid med visioner og nytænkning, især på børnebiblioteksområdet. Thorben Vinterby overtog i 1979 et bibliotek med mange ansatte og et stort udlån, mange ombygninger og store ændringer på vej. EDB kom til i 1988, og som den første kommunale institution fik biblioteket i 1997 adgang til internettet. Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev Kirstine Lundsgaard leder for det samlede biblioteksvæsen i den nye kommune. Kun to år efter indførtes selvbetjening og i de følgende år fulgte mange moderniseringer og ændringer i både drift og indretning, så der også nu og i fremtiden er et relevant og spændende bibliotekstilbud med masser af litteratur, viden og kulturoplevelser til små og store.

Frederikssund bibliotek og dets historie er værd at fejre, mener personalet, så derfor glæder de sig til at byde borgerne velkommen til 80-års fødselsdag.

Der vil være rundvisning klokken 10.30, 11.00, 12.00, 12.30 og 13.00. Blå Mandag Jazzkvartet spiller musik i gården kl. 11.00-12.00 og 12.30-13.30. Højlæsning for børn kl. 11.00, 12.00 og 13.00.

Pressemeddelelse

Publiceret 07 August 2019 10:28