Foto: Mikkel Skjold

AKTIV FRITID: Kurt fra Skibby går sig sundere

Det behøver ikke koste alverden at tage kampen op mod livsstilssygdomme. En gåtur kan gøre underværker

TEMA Kurt Terkelsen har i årevis lidt af diabetes. Men en daglig - lang - gåtur har styrket helbreddet.

Hver dag tilbagelægger den 77-årige pensionist fra Skibby 12 – 14 kilometer, som varer cirka to timer hver eneste dag til fods.

Det er på 1 år og 6 måneder blevet til mere end 6000 kilometer, siden han første gang trak i vandreskoene i januar 2018. Det svarer til en tur til Gibraltar og tilbage igen.

"En af de mange fordele ved at gå, er at man ikke behøver at købe en masse dyrt udstyr for at komme i gang, dog er det tilrådeligt at bruge det korrekte fodtøj som føles behageligt at have på, og så må det jo gerne være vandtæt, især når man skal bruge det i den våde årstid," konstaterer han.

Han fandt også hurtigt ud af at blive markant mere synlig i skumringen og mørket, og anskaffe sig en gul sikkerhedsvest, for ikke at blive ramt af én bil i mørket.

Siden 1995

Han fik konstateret diabetes II i 1995.

"Men i 2018 kom min læge med formaninger om, at min metformin snart skulle suppleres med noget andet medicin, det fik mig til at spekulere over, hvad man kunne gøre for at undgå mere medicin? Så læste jeg ”10 gode grunde til at gå” på Diabetesforeningens hjemmeside. Det hjalp mig til at komme op af stolen, væk fra computeren og ud i det skønne Hornsherred. I starten syntes jeg, det lød fjollet. Hvad skulle en gåtur dog kunne hjælpe? Set i bakspejlet tog jeg heldigvis grundig fejl."

Da Kurt Terkelsens daglige gåtur begyndte, vejede han over 100 kilo:

"Nu har jeg tabt mig 15 kilo. Jeg har fået det meget bedre, og min læge er tilfreds. Mine sukketal er nedadgående, og mit blodtryk er sænket og mindsker risikoen for at udvikle hjerte-kar sygdomme. Ved at gå lange ture styrker man sine muskler og hjerte, modvirker blodpropper og demens. Derudover er det en træning der gør en glad og modvirker depressioner, foruden at man danner D-vitamin når vi opholder os udenfor, lige meget om det er sommer eller vinter."

Publiceret 14 July 2019 00:00