MovingArt i Langes Magasin

FREDERIKSSUND MovingArt er et nyt kulturelt tiltag i Frederikssund. Det er Laurentius van Dam og Irmelin Funch, der står bag. De udstiller begge deres malerier i Langes Magasin fra d. 24.-30. juni under titlen, Når lyset bryder frem. For dem har lyset stor betydning i malerier. Lys skaber kontraster og giver håb, liv og energi til beskueren.

Laurentius van Dam er uddannet kunstmaler fra Holland og har boet i Danmark i mange år. Hans hovedfokus er abstrakte malerier og portrætter, der har været udstillet både nationalt og internationalt. Han har også undervist i malerkunst i mange år. Laurentius Malerskole er således en del af MovingArt. Nogle af hans kursisters malerier vil kunne ses i juli i Langes Magasin.

Irmelin Funch er autodidakt og har malet i mange år. Hun er inspireret af naturen og dens farverige mangfoldighed. Det kommer til udtryk i hendes maleriers former og farvevalg.

MovingArt byder også på mere intime oplevelse af deres malerier. Det er således muligt at bestille tid til at besøge deres atelier, hvor man i ro og mag kan gå på opdagelse i deres malerier. Desuden vil MovingArt byde på events, der giver særlige oplevelser af kunst. Man kan læse og se mere på deres hjemmeside: movingart.dk.

MovingArt kan opleves i Langes Magasin, Østergade 3, 3600 Frederikssund, fra 24. juni til søndag den 30. juni klokken 11-16. Der er fernisering den 28. juni.

Vi kom til at skrive galt om ferniseringen.

Publiceret 12 June 2019 00:00

SENESTE TV

Barok i kirken

Onsdag den 3. juli lyder der velklingende barokmusik, som kan nydes i de helt rigtige omgivelser under Skibby Kirkes store hvælv, der gengiver stemningen og atmosfæren i musikken helt tæt på publikum.

Koncerten begynder klokken kl. 19.30, og du kan høre et helt nyt program med Bachs berømte Dobbeltkoncert for fløjte, barokviolin og cembalo, Vivaldis koncert "L'estro armonico” – Den harmoniske have, Couperins "Le Tic Toc Choc" – Vækkeuret, der løb løbsk! og ikke nok med det - Daquins "Le coucou" Gøgen, der ikke ville holde op med at kukke!

Programmet spilles af den italienske barokviolinist Roberto Falcone, fløjtenisten Mogens Friis og den svenske cembalist Anders Danman. Alle tre musikere er af international klasse med omfattende koncertvirksomhed både i Skandinavien og det øvrige Europa.