Simon Fruelund står ved kanten til Verdens Ende.

Simon Fruelund står ved kanten til Verdens Ende. Foto: Maria Brandt

Angsten lurer på landet

I en ny digtsamling skriver forfatter og familiefar Simon Fruelund om sit liv på landet, hvor angst og klimakriser gennemsyrer idyllen

Af
Maria Brandt

Der er Verdens Ende! Simon Fruelund står ved kanten og skuer ud over vandet mod Orø og den lille gule færge. Det er her, og i hjemmet i det store røde murstenshus lidt uden for Ferslev med udsigt til Blakke Mølle og Saltsøskoven, at livet udspiller sig i hans nye digtsamling ”Optegnelser fra verdens ende.”

Der er gadekær og Hyggevej tæt på, og angst og klimakatastrofer, der lurer. Som når ravnene i digtsamlingen siger: Der er gift i hver en mus, i hver en fugleunge, muldvarp, frø. At saltvandspumpen dør, at Golfstrømmen går i stå. Snart kan vi kælke hele vejen over til Orø fra Verdens Ende.

Vi kører fra Verdens Ende ad grusvejen til hjemmet med åbne vidder for at tale om digtsamlingen. Vi sætter os om et rundt bord med friskbrygget espresso. Simon Fruelund svarer eftertænksom med lange pauser.

Hvorfor har du valgt titlen ”Optegnelser fra verdens ende”?

”Verdens ende skal i virkeligheden forstås bredt. Det er en metafor for et geografisk sted. Et afsides sted. Mine helbredsmæssige bekymringer i forhold til min ondartede modermærkekraft, som blev opdaget for fire år siden og fjernet, og heldigvis ikke kom tilbage. Den generaliserede hverdagsangst jeg er styret af, og klimaet, der kunne blive verdens undergang,” siger Simon Fruelund og forklarer, at han har skrevet optegnelser fra sin virkelighed på landet, som når han i et af digtene skriver: Der er de nye ord vi har lært, amortiseringsplan, fosfornedfældning, der er klyngeflue og omfangsdræn, og angsten tripper på det hele, jo værre jo bedre, jo bedre jo værre.

Angst og pæne liv

Simon Fruelunds angst viser sig i et kontrolbehov, som bliver dæmonisk, og som han forsøger at gøre noget ved for ikke at leve et helt liv på den måde.

”Mange mennesker lever pæne og småborgerlige liv inden for rammerne, som er styret af angst, og de får ikke øje på den, før de, ligesom i mit tilfælde, får en diagnose som de bliver forskrækkede over,” siger Simon Fruelund, der i et af digtene skriver: Vi får os arrangeret i bekvemme liv.

Når Simon Fruelund skriver, gør han det aldrig bekvemt. Han stiller sig et nyt sted, han ikke har været før.

”Jeg tror egentlig, at jeg synes, at man gør sig mere umage, når man ikke ved, hvad man laver, end hvis man kører det hjem på rutinen. Jeg kan ikke lide, hvis forfatteren ikke kan give slip. Hvis forfatteren udtrykker: Se nu sidder jeg her og polerer alting,” siger Simon Fruelund, der i et af digtene skriver, at pænhed er endnu mere fatalt hos en forfatter end hos andre mennesker.

”Det kræver mod at stå ved sig selv personligt, og jeg havde egentlig behov for en form for åbenhed. Simpelthen. Og at der skulle ske noget andet. At skrive mere ærligt,” siger han, der forholder sig selvironisk og selvpolemisk i digtene, som når han smører kærligheden tyndt på, så den kan holde til et helt liv.

”Livet er komplekst og ikke entydigt idyllisk. Hvis vi mennesker har travlt med at fremstille os selv som perfekte, gør vi det sværere for hinanden,” siger Simon Fruelund, der blandt andet har den fiktive karakter Jarl Graae med som den mørke side af idyllen, en skyggeside, som dukker op med passende mellemrum og følger jeg’et.

”Jarl Graae er en blanding af ubehagelig, gådefuld, sjov, slagfærdig, klog og med et langt og mærkeligt liv bag sig. Han er det værste, jeg kan se ved mig selv og ved andre. Måske er han alt det, jeg kæmper i mod. Ham jeg ikke vil være, men kunne have været blevet til eller sådan noget. Han er angsten for mine mørke sider, som jeg forsøger at skubbe væk” siger Simon Fruelund og fortæller, at Jarl Graae er en mærkelig sammensætning, som både er sådan en, der spekulerer i børnearbejde og olie og tjener penge på det, og samtidig er han en gammel socialist.

Publiceret 10 June 2019 00:00

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!