Simon Fruelund står ved kanten til Verdens Ende.

Simon Fruelund står ved kanten til Verdens Ende. Foto: Maria Brandt

Angsten lurer på landet

I en ny digtsamling skriver forfatter og familiefar Simon Fruelund om sit liv på landet, hvor angst og klimakriser gennemsyrer idyllen

Af
Maria Brandt

Der er Verdens Ende! Simon Fruelund står ved kanten og skuer ud over vandet mod Orø og den lille gule færge. Det er her, og i hjemmet i det store røde murstenshus lidt uden for Ferslev med udsigt til Blakke Mølle og Saltsøskoven, at livet udspiller sig i hans nye digtsamling ”Optegnelser fra verdens ende.”

Der er gadekær og Hyggevej tæt på, og angst og klimakatastrofer, der lurer. Som når ravnene i digtsamlingen siger: Der er gift i hver en mus, i hver en fugleunge, muldvarp, frø. At saltvandspumpen dør, at Golfstrømmen går i stå. Snart kan vi kælke hele vejen over til Orø fra Verdens Ende.

Vi kører fra Verdens Ende ad grusvejen til hjemmet med åbne vidder for at tale om digtsamlingen. Vi sætter os om et rundt bord med friskbrygget espresso. Simon Fruelund svarer eftertænksom med lange pauser.

Hvorfor har du valgt titlen ”Optegnelser fra verdens ende”?

”Verdens ende skal i virkeligheden forstås bredt. Det er en metafor for et geografisk sted. Et afsides sted. Mine helbredsmæssige bekymringer i forhold til min ondartede modermærkekraft, som blev opdaget for fire år siden og fjernet, og heldigvis ikke kom tilbage. Den generaliserede hverdagsangst jeg er styret af, og klimaet, der kunne blive verdens undergang,” siger Simon Fruelund og forklarer, at han har skrevet optegnelser fra sin virkelighed på landet, som når han i et af digtene skriver: Der er de nye ord vi har lært, amortiseringsplan, fosfornedfældning, der er klyngeflue og omfangsdræn, og angsten tripper på det hele, jo værre jo bedre, jo bedre jo værre.

Angst og pæne liv

Simon Fruelunds angst viser sig i et kontrolbehov, som bliver dæmonisk, og som han forsøger at gøre noget ved for ikke at leve et helt liv på den måde.

”Mange mennesker lever pæne og småborgerlige liv inden for rammerne, som er styret af angst, og de får ikke øje på den, før de, ligesom i mit tilfælde, får en diagnose som de bliver forskrækkede over,” siger Simon Fruelund, der i et af digtene skriver: Vi får os arrangeret i bekvemme liv.

Når Simon Fruelund skriver, gør han det aldrig bekvemt. Han stiller sig et nyt sted, han ikke har været før.

”Jeg tror egentlig, at jeg synes, at man gør sig mere umage, når man ikke ved, hvad man laver, end hvis man kører det hjem på rutinen. Jeg kan ikke lide, hvis forfatteren ikke kan give slip. Hvis forfatteren udtrykker: Se nu sidder jeg her og polerer alting,” siger Simon Fruelund, der i et af digtene skriver, at pænhed er endnu mere fatalt hos en forfatter end hos andre mennesker.

”Det kræver mod at stå ved sig selv personligt, og jeg havde egentlig behov for en form for åbenhed. Simpelthen. Og at der skulle ske noget andet. At skrive mere ærligt,” siger han, der forholder sig selvironisk og selvpolemisk i digtene, som når han smører kærligheden tyndt på, så den kan holde til et helt liv.

”Livet er komplekst og ikke entydigt idyllisk. Hvis vi mennesker har travlt med at fremstille os selv som perfekte, gør vi det sværere for hinanden,” siger Simon Fruelund, der blandt andet har den fiktive karakter Jarl Graae med som den mørke side af idyllen, en skyggeside, som dukker op med passende mellemrum og følger jeg’et.

”Jarl Graae er en blanding af ubehagelig, gådefuld, sjov, slagfærdig, klog og med et langt og mærkeligt liv bag sig. Han er det værste, jeg kan se ved mig selv og ved andre. Måske er han alt det, jeg kæmper i mod. Ham jeg ikke vil være, men kunne have været blevet til eller sådan noget. Han er angsten for mine mørke sider, som jeg forsøger at skubbe væk” siger Simon Fruelund og fortæller, at Jarl Graae er en mærkelig sammensætning, som både er sådan en, der spekulerer i børnearbejde og olie og tjener penge på det, og samtidig er han en gammel socialist.

Publiceret 10 June 2019 00:00

SENESTE TV

Barok i kirken

Onsdag den 3. juli lyder der velklingende barokmusik, som kan nydes i de helt rigtige omgivelser under Skibby Kirkes store hvælv, der gengiver stemningen og atmosfæren i musikken helt tæt på publikum.

Koncerten begynder klokken kl. 19.30, og du kan høre et helt nyt program med Bachs berømte Dobbeltkoncert for fløjte, barokviolin og cembalo, Vivaldis koncert "L'estro armonico” – Den harmoniske have, Couperins "Le Tic Toc Choc" – Vækkeuret, der løb løbsk! og ikke nok med det - Daquins "Le coucou" Gøgen, der ikke ville holde op med at kukke!

Programmet spilles af den italienske barokviolinist Roberto Falcone, fløjtenisten Mogens Friis og den svenske cembalist Anders Danman. Alle tre musikere er af international klasse med omfattende koncertvirksomhed både i Skandinavien og det øvrige Europa.