89 år er ingen alder. Hver sommer spænder Asger Mansted campingvognen bag bilen og kører fra Jægerspris til Middelhavet. Foto: BM

89 år er ingen alder. Hver sommer spænder Asger Mansted campingvognen bag bilen og kører fra Jægerspris til Middelhavet. Foto: BM

Sol, sommer og solo: 89-årige Asger Mansted kører sydpå med campingvognen

Bagagen ind i bilen, campingvognen spændt bagpå og gearet op i 1,2,3,4 og 5. gear - så er 89-årige Asger Mansted på vej til Middelhavet

Af
Birgitte Masson

JÆGERSPRIS Sig Asger Mansted og de fleste i Jægerspris vil vide hvem det er. Trods sine 89 år er han stadig særdeles aktiv i lokalområdet. Tidligere sad han i byrådet for de konservative, det var i daværende Jægerspris Kommune. I dag er han fomand for Møllelauget i Jægerspris, Samrådet i Jægerspris og Jægerspris Turistforening. Han siger, at det er med til at holde ham i gang.

Men Asger Mansted er også tilpas nysgerrig og eventyrlysten, fortæller han. Det betyder, at han hver sommer sørger for at holde kalenderen fri for aftaler i tre til fem uger, for så pakker han campingvognen, spænder den bag på den hvide Peugeot 307 stationcar og sætter kursen mod Sydeuropa.

"Da børnene var små, holdt vi sommerferie i telt. I begyndelsen kørte vi til Sverige og Norge, senere kørte vi til Holland," fortæller Asger Mansted, og spoler tiden tilbage til dengang hustruen Birgit levede, og børnene var små. Senere, i takt med at børnene blev store og tiderne skiftede, byttede Asger og Birgit teltet ud med campingvogn.

"Den, jeg har i dag er en årgang 94', som vi købte i 1997. Vi har kørt meget rundt i Sydeuropa, men da vi først fik øjnene op for strandene ved Middelhavet, så syntes vi, at det var en luksus at komme derned hver sommer." Imidlertid blev sommeren 2006 sidste gang Birgit så Middelhavets blå bølger. Syv måneder tidligere havde hun fået konstateret kræft.

"En dag sagde hun: 'Kan vi ikke køre til Middelhavet?' Og det gjorde vi så. Vi ankom til Les Prairies de la Mer med campingvognen om lørdagen, men allerede om søndagen sagde hun, at hun gerne ville hjem igen på grund af smerterne. Hun havde så mange smerter, at vi på hjemvejen var nødt til at stoppe ved et sygehus i Tyskland for at få mere smertestillende til hende," fortæller Asger.

'Gør som du plejer'

Men før Birgit blev syg, var hun, på en af deres ture til Sydfrankrig, blevet forelsket i kirken, Chapelle Notre-Dame du Haut ved byen Ronchamp som ligger i Alsace. Asger omtaler den som Birgits kirke, for den betød noget særligt for hende, så her gjorde de altid et stop på vejen sydpå.

Og det har Asger holdt fast i, selvom han ikke længere har Birgit ved sin side. For noget af det aller sidste hun sagde til ham var, at han skulle gøre som han plejer. Og det har han gjort.

"Nu kører jeg altid lige ind og tænder et lys for Birgit. Så sidder jeg stille for mig selv og lader tankerne flyve, inden jeg kører videre."

Nyder friheden

Asger Mansted fortæller, at der ikke er en tidsmæssig bagkant for turen sydpå. Han nyder friheden, og at han helt bevidst ikke har lavet aftaler i kalenderen i en hel måned. Turen varer et sted mellem tre og fem uger. Og selvom det er mange kilometer, han skal tilbagelægge både ud og hjem, så er han, alderen til trods, hverken nervøs eller utryg ved turen sydpå.

"Nu kører jeg altid lige ind og tænder et lys for Birgit. Så sidder jeg stille for mig selv og lader tankerne flyve, inden jeg kører videre"

"Undervejs er jeg god til at stille mig selv spørgsmålet: 'Hvordan går det?'. Mærker jeg den mindste træthed, så holder jeg en pause, eller gør holdt for natten," fortæller Asger Mansted, der også i år skal sydpå med campingvognen.

Publiceret 23 May 2019 11:54