Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen, Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv samt Stig Bergdahl samarbejder om et vælgermøde i Sillebroen 29. maj.

Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen, Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv samt Stig Bergdahl samarbejder om et vælgermøde i Sillebroen 29. maj.

Lokalt samarbejde om vælgermøde: Hvordan betaler vi for fremtidens velfærd?

Frederikssund Erhverv, Sillebroen og Lokalavisen bag valgdebat i Sillebroen

frederikssund Du får mulighed for præge debatten og få svar på tiltale fra nogle af de "tungeste" nordsjællandske folketingskandidater, når Frederikssund Erhverv, Sillebroen og Lokalavisen i samarbejde står bag et vælgermøde, hvor der er inviteret deltagere fra de partier, der efter al sandsynlighed kommer til direkte at indgå i en kommende regeringsdannelse eller være tæt parlamentarisk forbundet med valgets sejrherre(r).

Deltagerne i panelet bliver

  • Martin Lidegaard; Radikale
  • Hans Andersen, Venstre
  • Mette Abildgaard, Konservative
  • Trine Torp, SF
  • Morten Messerschmidt, DF
  • Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet

Det overordnede emne for debatten bliver erhvervspolitik. Men det kan i praksis dække over mangt og meget.

"Vi ser frem til en aktiv og engageret debat, der bør tage i afsæt i ”hvordan finansierer vi bedst den danske velfærd”. Valgkampen er i fuld gang, og vanen tro tilbydes vi vælgere et sandt overflødighedshorn af dejlige løfter om endnu mere velfærd og et næsten evigt liv. Og jo – vi erkender klart, at vores børn, unge, ældre, vores sundhedssystem, klimaet og uddannelser er ankerpunkterne i vores samfund – men den velstand vi som almindelige danskere oplever, den skabes primært gennem beskæftigelse i den private sektor. Så spørgsmål omkring arbejdskraft, opkvalificering, uddannelse, nedslidning, tilbagetrækning, klimabevidsthed og klimaansvar, skat, infrastruktur og meget mere, fortjener et seriøst fokus," lyder det fra Frederikssunds Erhvervs direktør Peter Bo Andersen.

Også lokalt

Men erhvervspolitik kan også forstås meget lokalt:

"Helt oplagt er det jo at bede politikerne svare på, hvorfor Frederikssund Kommune, som den første kommune i landet, skal have en brugerbetalt trafikløsning, som kan belaste dele af erhvervslivet i Hornsherred. Vi er hver uge i kontakt med masser af virksomheder. Store som små. Noget af dét, der går igen, er bekymringen for, hvordan fremtiden ser ud, i takt med, at meget produktion og meget handel er rykket ud af landet. Derfor kan det også være relevant at få deres bud på, hvordan man rundt om i landet - blandt også i Frederikssund - kan styrke den lokale detailhandel overfor internetgiganterne," lyder det fra Peter Darum, salgschef hos Lokalavisen.

Der er med andre ord masser af emner, der kan komme i spil under debatten, der løber af stablen 29. maj klokken 10-11:00 i Sillebroen med Mikkel Davidsen som ordstyrer.

Op til kommunalvalget i 2017 var shoppingcentret også vært ved større valgdebat. Og det er ikke en tilfældighed:

"Sillebroen Shopping er altid parat til at stille huset til rådighed for en værdiskabende debat. Centret er jo lidt blevet byens svar på datidens torv, hvor man samles for handel som den kulturelle snak," konstaterer centermanager Stig Bergdahl.

Udover det kommende debatmøde kan vælgerne i perioden frem mod valget ligeledes få en god snak med partierne i byen, når de gæster Sillebroen løbende.

Du kan være med til at præge vælgermødet ved at sende en mail til redaktion.frederikssund@lokalavisen.dk, skrive 'valgdebat' i emnefeltet, hvorpå du i mailen skriver dit - muligvis flere - spørgsmål.

Lokalavisen streamer naturligvis debatten live på Facebook.

Publiceret 22 May 2019 00:00

SENESTE TV

Barok i kirken

Onsdag den 3. juli lyder der velklingende barokmusik, som kan nydes i de helt rigtige omgivelser under Skibby Kirkes store hvælv, der gengiver stemningen og atmosfæren i musikken helt tæt på publikum.

Koncerten begynder klokken kl. 19.30, og du kan høre et helt nyt program med Bachs berømte Dobbeltkoncert for fløjte, barokviolin og cembalo, Vivaldis koncert "L'estro armonico” – Den harmoniske have, Couperins "Le Tic Toc Choc" – Vækkeuret, der løb løbsk! og ikke nok med det - Daquins "Le coucou" Gøgen, der ikke ville holde op med at kukke!

Programmet spilles af den italienske barokviolinist Roberto Falcone, fløjtenisten Mogens Friis og den svenske cembalist Anders Danman. Alle tre musikere er af international klasse med omfattende koncertvirksomhed både i Skandinavien og det øvrige Europa.