Herregårdsmuseet Selsø Slot slår dørene op til sæsonens første koncert med blæserensemblet Royal Danish Brass. Pressefoto

Herregårdsmuseet Selsø Slot slår dørene op til sæsonens første koncert med blæserensemblet Royal Danish Brass. Pressefoto

Jagtkoncert med Royal Danish Brass

Herregårdsmuseet Selsø Slot slår dørene op til sæsonens første koncert med blæserensemblet Royal Danish Brass

SELSØ Til den første koncert på Herregårdsmuseet Selsø Slot denne sæson, tirsdag d. 21. maj kl. 19.30, kan man opleve et afvekslende koncertprogram med det danske blæserensemble par excellence Royal Danish Brass. Musikken, som spilles denne aften, knytter an til slottets historie fra renæssancen, barokken, klassikken og romantikken med stykker af komponisterne John Dowland, Jeremiah Clarke, Ludvig van Beethoven, Friedrich Kuhlau, Robert Schumann og Johann Strauss.

Ligeledes markerer programmet indledningen på årets bukkejagt med festlige jagtstykker – og da ensemblet råder over en valdhornspiller ud over det almindelige, Henning Hansen, vil koncerten få et autentisk og virtuost præg af jagt.

Royal Danish Brass blev grundlagt i 1977 af fire unge messingblæsere i Det Kongelige Kapel og én af stifterne, basunisten Keld Jørgensen – ensemblets absolutte senior – vil præsentere aftenens program med små anekdoter og spændende fakta. De medvirkende på aftenen er et udvalg af medlemmer fra ensemblet. Oplev Jonas Wiik på trompet og piccolotrompet, Lars Ejlif Hansen på trompet, Henning Hansen på horn og lur, Keld Jørgensen på basun og lur, og Christian Bay på tuba.

Koncerten foregår i Selsøs smukke baroksal fra 1734, og i pausen kan man købe forfriskninger, som kan nydes på gårdspladsen eller i kælderkøkkenet. Billetter til koncerten kan købes på billetto.dk. Der er et begrænset antal billetter, så hvis man vil sikre sig en billet, anbefales det at købe i forsalg. Det er også muligt at købe billetter i døren, såfremt koncerten ikke er udsolgt. Museet tager kun imod kontanter og MobilePay ved køb af billetter i døren.

Informationer om alle arrangementer i sæsonen 2019 på Selsø findes på selsoe.dk.

Publiceret 19 May 2019 00:00

SENESTE TV

Barok i kirken

Onsdag den 3. juli lyder der velklingende barokmusik, som kan nydes i de helt rigtige omgivelser under Skibby Kirkes store hvælv, der gengiver stemningen og atmosfæren i musikken helt tæt på publikum.

Koncerten begynder klokken kl. 19.30, og du kan høre et helt nyt program med Bachs berømte Dobbeltkoncert for fløjte, barokviolin og cembalo, Vivaldis koncert "L'estro armonico” – Den harmoniske have, Couperins "Le Tic Toc Choc" – Vækkeuret, der løb løbsk! og ikke nok med det - Daquins "Le coucou" Gøgen, der ikke ville holde op med at kukke!

Programmet spilles af den italienske barokviolinist Roberto Falcone, fløjtenisten Mogens Friis og den svenske cembalist Anders Danman. Alle tre musikere er af international klasse med omfattende koncertvirksomhed både i Skandinavien og det øvrige Europa.