Den lokale Frederikssund forfatter Rebecca Bach-Lauritsen er snart aktuel med to billedbøger og en børneroman. I en ny antologi ”Brun” skriver hun om personlige oplevelser ved at være hvid mor til et brunt barn. Foto: Maria Brandt

Den lokale Frederikssund forfatter Rebecca Bach-Lauritsen er snart aktuel med to billedbøger og en børneroman. I en ny antologi ”Brun” skriver hun om personlige oplevelser ved at være hvid mor til et brunt barn. Foto: Maria Brandt

Brune børn i bøgerne

Personlige oplevelser som hvid mor til et brunt barn. Det skriver forfatter og radiovært Rebecca Bach-Lauritsen om i et essay i antologien ”Brun”, der handler om at føle sig anderledes i Danmark

Af
Af Maria Brandt

FREDERIKSSUND Hvordan er det at vokse op og bo i dette land med en anden hudfarve end den ”hudfarvede”? Det får vi svar på i en ny antologi ”Brun”, som blandt andet beskæftiger sig med emner om at blive fremmedgjort af sine omgivelser udelukkende på grund af ens udseende. 13 forfattere bidrager med tekster, heriblandt den lokale forfatter Rebecca Bach-Lauritsen. Hendes essay handler om at være en hvid mor til et brunt barn og har titlen ”Naaaah Sipenja Bababi Tjibaba”.

”Sådan lyder starten af introsangen i ”Løvernes konge” umiddelbart med danske ører, men på zulu – sydafrikansk sprog - staves det Nants ingonyama bagithi Baba og betyder her kommer en løve, Far,” siger Rebecca Bach-Lauritsen, der har valgt titlen, fordi den udspringer af hendes fascination af det, hun ikke kender og ikke forstår.

”Jeg lader Sydafrika og Danmark møde hinanden i den titel, ligesom min søn er et møde mellem Danmark og Sydafrika. Jeg er et sprogmenneske og syntes, at det at skrive selve ordene ned, som jeg hørte dem, var sjovt. At se dem der på skrift og vide, at de ikke betød en skid, fordi de på det rigtige sprog zulu staves helt anderledes. Der er så gode muligheder for at misforstå hinanden her i livet. Så når vi for eksempel hører nogen sige noget, vi ikke forstår, så kan vi i det mindste prøve. Det er blandt andet det min fortælling handler om. At sætte sig i andres sted. Lige se vores egne handlinger udefra. Se om vi kan justere lidt. I ønsket om at forstå hinanden og blive bedre til at leve med hinanden,” siger hun.

Vi må være bevidste

Det er første gang, hun skriver en historie direkte fra sit personlige liv. Hun skriver altid ud fra, hvilke erfaringer og hvilken viden hun har til rådighed som menneske og forfatter, og i netop denne fortælling var det oplagt at skrive om hendes egen søn, der er en fjerdedel sydafrikaner, da faren er mulat med en dansk mor og en sydafrikansk far.

”Hvis jeg skulle kunne sige noget relevant om at være brun i Danmark, altså mig, hvide Rebecca, blev jeg nødt til at tage udgangspunkt i mit eget levede liv – som mor til et brunt barn. Der er ting, jeg har undret mig over og er blevet ked af. Det jeg tager udgangspunkt i fortællingen i ”Brun” var, da min søn blev kaldt for negerunge i et tog af en fuld grønlænder. Der blev jeg skarp på, at fordommene findes – i andre og i mig selv. Jeg har med vilje udstillet mig selv i essayet, for ikke at spille hellig, men i stedet kaste lys på overbevisninger, der kan ligge i os, uden at vi selv er opmærksomme på det. Hvorfor sagde jeg, at det var en fuld grønlænder, der kaldte min søn for en negerunge? Hvorfor var det vigtigt for historien? Jeg kunne også bare have sagt ”en mand”,” vurderer Rebecca Bach-Lauritsen, der også ofte oplever, at folk klapper hendes søn på hovedet og nulrer hans hår og siger: De er så søde sådan nogle.

”Selvom det er ment som en positiv gestus, og der ikke er noget ondt i det, er det grænseoverskridende og en underlig mangel på respekt for min søns private sfære. Med mit essay vil jeg gerne bidrage til, at vi bliver mere bevidste og vågne, men ikke berøringsangste. Vi må godt være nysgerrige,” siger Rebecca Bach-Lauritsen.

”Jeg får rigtig mange positive bemærkninger fra andre mennesker, sådan noget som ”sikke en smuk dreng, hvor er han fra?” Hertil svarer jeg, at han har rødder i det sydafrikanske. Mange der bor i Danmark, men har rødder i andre lande og kulturer føler, at spørgsmålet om, hvor man kommer fra er noget, der gør dem fremmede, anderledes og noget, der antyder, at de ikke er danskere. Ved at svare, hvor man har rødder, synes jeg, at den der underlige skelnen mellem dansk og ikke dansk ophæves. For hvis man er brun og bor i Danmark og bliver spurgt om, hvor man kommer fra og svarer Danmark, så kommer spørgsmålet om, hvor man rigtigt eller oprindeligt kommer fra ofte lige bagefter. Og det spørgsmål kan sagtens komme af ren nysgerrighed. For den, der bliver spurgt og som ofte har haft dårlige oplevelser med ikke at blive betragtet som rigtig dansk, der bliver det spørgsmål bare også provokerende eller sårende,” siger hun.

Børn skal kunne spejle sig

Rebecca Bach-Lauritsen vurderer, at brune børn sjældent er med i dansk børnelitteratur, og når de er med, så er de overvejende stereotyper, hvor det for eksempel handler om at have en anden hudfarve. Hun vil være opmærksom på i kommende børnebøger at have flere brune børn og anderledes børn med, som ikke er med i kraft af, at de er anderledes, men som bare indgår naturligt i historien, så man kunne erstatte en bog med et hvidt barn med et brunt og omvendt.

”Den opfordring giver jeg videre til både mig og andre, der skriver. Børn skal have nogle, de kan spejle sig i. Jeg er rødhåret og kunne spejle mig i Pippi Langstrømpe som heltebillede. Hun er bomstærk, retfærdig og kan bære en hest. Det har styrket mig. Dem med briller er sikkert også glade for, at der er en Harry Potter,” siger hun.

Publiceret 12 May 2019 00:00

SENESTE TV