Valgoptakt på frierfødder

'Vi vil egentlig gerne flirte med jer, men er usikre på, om I vil os nok,' lød budskabet flere gange, da Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt og Socialdemokratiets kandidat Rasmus Stoklund tirsdag tyvstartede valgkampen i Frederikssund

Af
Henrik Gregersen

De politiske uenigheder var til at få øje på - eller rettere høre - da cirka 60 tilhørere brugte tirsdag aften på at lytte sig frem til uenigheder og fælles fodslaw mellem socialdemokratiets og Dansk Folkepartis politik forude for det snarlige Folketingsvalg.

Her havde den socialdemokratiske Folketingskandidat Rasmus Stoklund inviteret Dansk Folkepartis ditto, Morten Messerschmidt til debat.

Og på sin vis også en invitation til en tættere dans mellem de to partier

For aftenen bød ikke kun på uenigheder. Mens Rasmus Stoklund opfordrede Dansk Folkeparti til at forlade den blå alliance på det velfærdspolitiske område, efterlod Morten Messerschmidt omvendt ikke nogen tvivl om, at han på udlændingeområdet gerne ser Socialdemokratiet gøre sig fuldstændig fri af bindingerne til de radikale, Enhedslisten og Alternativet:

"Jeg er faktisk meget bekymret for udlændingepolitikken, hvis I kommer til magten. Vi har selvfølgelig med glæde set, at Socialdemokratiet er begyndt at kopiere vores politik. Men man kan være bekymret for, hvor dybt det egentlig stikker i baglandet. En ting er, hvad Sass og Mette Frederiksen siger, men mener I det? Det er jeg bange for, at I ikke gør. Og så er I omgivet af partier, der kappes om, at ville rulle stramningerne tilbage. Så I må vælge, hvilken hest, I vil ride på," lød det blandt andet fra Messerschmidt under det 90 minutter lange debatmøde i Elværket.

"Forskellen fra sidst, Socialdemokratiet sad i regering, er, at der nu er et meget stort flertal i Folketinget, der ikke ønsker at føre den udlændingepolitik, de radikale ønsker," lød svaret fra Rasmus Stoklund, der også forsøgte at betone, at partierne burde kunne stå sammen på andre områder - som sundhedsvæsenet.

"Velfærd handler ikke kun om, hvordan man bruger en eller to procent af statens finanser. Det handler også om, hvordan man leder den offentlige sektor. Og det er ikke kun blå bloks skyld. Det har vi også et ansvar for. Det startede i 90'erne med, at man i en god mening ville have hånd i hanke med, hvordan man bruger skattekronerne, og har ladet sig inspirere af, hvordan man driver industrivirksomheder. Det er gået for vidt. Man kan ikke sætte fødende på fødegangen til at føde på bestemte tidspunkter og to procent hurtigere hvert eneste år. Det er en stor fejl," lød det blandt andet fra ham.

Og her kunne Morten Messerschmidt følge trop:

"Jeg er ingen fan af Sofie Løhde.Nogle af de citater, hun er kommet med i forhold til ansatte i den offentlige sektor, ja, hvis jeg skulle sige det rimeligt, ville det ikke være passende i en offentlig forsamling. Det er så usympatisk offentligt at undre sig over, hvorfor der er højt sygefravær blandt andet på sygehusene. Det er jo helt åbenlyst, at man kan se, hvor hurtigt, der bliver løbet. Vi har kæmpet for velfærden, så Liberal Alliance ikke har fået deres ønske om minusvækst opfyldt."

"Ja, og derfor kan jeg heller ikke forstå, at I klæber sådan til Venstre. For hvis I vil have det i fremtiden, så er det jo Socialdemokratiet I skal se til. Det burde være en oplagt samarbejdsflade," konstaterede Rrasmus Stoklund.

Du kan se hele debatten på Lokalavisens Facebookside.

Publiceret 26 April 2019 00:00