De store betonelementer bliver lavet i Polen. De er nummereret, fordi de er støbt, så de kan passe nøjagtigt sammen. Foto: Birgitte Masson

De store betonelementer bliver lavet i Polen. De er nummereret, fordi de er støbt, så de kan passe nøjagtigt sammen. Foto: Birgitte Masson

Xavier fra Belgien bygger din bro: "Danskerne er ydmyge - uden store egoer"

Den belgiske projektleder på Fjordforbindelsen Frederikssund, Xavier Debruche kigger indimellem ned fra Kronprinsesse Marys Bro og tænker: 'Hvordan er dette muligt?' Men han ved det alligevel godt, for han har selv været med til at bygge den

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND "Når man flytter hertil, finder man hurtigt ud af, at Danmark består af lange kyststrækninger. Det var noget af det første som slog mig," fortæller Xavier Debruche. Han er uddannet civilingeniør fra University of Liège i Belgien, men siden 2005 har han været ansat som projektleder hos Besix, der er partner på Fjordforbindelsen Frederikssund som bygger Kronprinsesse Marys Bro.

Xavier Debruche arbejder det meste af tiden indenfor på sit kontor på byggepladsen. Foto: Birgitte Masson

Xavier Debruche arbejder det meste af tiden indenfor på sit kontor på byggepladsen. Foto: Birgitte Masson

Men når han ikke arbejder bag computeren i sit kontor på byggepladsen, holder byggemøder eller kortvarigt ifører sig hjelm og refleksvest, og begiver sig udenfor på byggepladsen for at kontrollere, at alt arbejdet foregår sikkert og forsvarligt, så er han oftest sammen med sin familie, der består af hustruen Amanda og børnene Hector, Eva, Bruno og Pablo.

For en periode har familien rykket teltpælene op fra Liège i Belgien for at flytte til den idylliske landsby Veddelev lidt nord for Roskilde.

Det lyder måske enkelt, men der skal faktisk temmelig megen erkendelse, mange tanker, store overvejelser og et utal af samtaler med ægtefællen til, før man sådan lige skifter adresse til et nyt land, og vanligvis går der også nogen tid, før man vænner sig til at se verden fra et så anderledes sted.

"Det har faktisk ikke været så svært. For det er som om, man er på ferie hver dag, når man bor i Veddelev. Der er meget idyllisk og rart." Xavier smiler og tilføjer;

"Altså lige bortset fra vejret, for det blæser meget her. Det mærker man tydeligt, vel nok fordi vi er så tæt på kysterne. I Belgien boede jeg 200 kilometer fra vandet, der havde vi til gengæld også masser af regnvejr."

Ydmyge uden store egoer

Flere ting popper op i Xaviers hoved, når samtalen falder på, hvad det er, som er så anderledes ved at bo i Danmark.

"Der er flag overalt. Og så er danskerne et stolt folk. Ikke at forveksle med noget dårligt. For samtidig er danskerne ydmyge, uden de store egoer. Det er godt i en mødesituation, hvor det betyder, at man kan være mere konstruktiv og løsningsorienteret." Xavier holder en kort tænkepause, inden han fortsætter:

"Jo, og så er her cykler alle vegne. Selv hvis det er snevejr, så cykler danskerne alligevel. Det ville aldrig ske i Belgien, der ville man være bange for at cykle udenfor i snevejr."

Endelig peger Xavier på den del af danskernes kultur der går ud på, at små børn har bedst af at komme ud for at sove i stort set alt slags vejr. Men han medgiver, at det giver god mening, og kun kan være sundt for børnene med frisk luft.

Familien Debruche er faldet godt til i Danmark. Men snart står Kronprinsesse Marys Bro færdig, og så begynder et nyt eventyr for den belgiske familie. Foto: Privat

Familien Debruche er faldet godt til i Danmark. Men snart står Kronprinsesse Marys Bro færdig, og så begynder et nyt eventyr for den belgiske familie. Foto: Privat

"Og at børnene er fuldt påklædt i flyverdragter fra oktober til marts er genialt," siger Xavier, der selv har været ude og anskaffe flyverdragter til sine børn på tre, syv, ni og ti år.

Møder andre kulturer

Siden Xavier blev uddannet ingeniør for cirka 20 år siden, har han rejst og arbejdet i blandt andet Algeriet, Guinea, Polen, Belgien, England og Spanien.

"Vi elsker at rejse. Så da vi fik børn fortsatte vi. Vi ville gerne, at de også kunne møde forskellige nationaliteter og føle det naturligt at opleve kulturer fra andre lande."

"Det er det første land, jeg bor i, hvor det er lykkedes mig at finde en flok mænd i alderen 15-60 år, som har disciplinen til at mødes hver søndag morgen til en gang fodbold"

Xavier ved endnu ikke, hvor familien kommer til at slå sig ned til september. For med færdiggørelsen af Kronprinsesse Marys Bro til august, udløber den belgiske partners kontrakt med Fjordforbindelsen Frederikssund.

Usikker på tidshorisonten

"Vores største fokus er lige nu på, hvor børnene skal gå i skole til september. Endnu ved jeg nemlig ikke, hvilket projekt jeg skal på, når dette er slut. Men jeg er som sådan ikke nervøs, jeg er kun bange for tidshorisonten, i forhold til hvornår jeg skal begynde at flytte min familie.

Hvad kommer du til at savne mest fra Danmark?

"Det lokale fodboldhold i Veddelev, hvor vi hver søndag morgen samles klokken 10.30. Når vi mødes, tæller vi, hvor mange vi er, og laver så to hold på banen foran fjorden. Det er det første land, jeg bor i, hvor det er lykkedes mig at finde en flok mænd i alderen fra 15 til 60 år, som har disciplinen til mødes hver søndag morgen til en gang fodbold. Og så er jeg imponeret over, at folk, som er ældre end mig, er i så god form."

Publiceret 25 March 2019 00:00