32-årig Nick Foged har fået sin klub op i den absolutte danske taekwondo-elite.

32-årig Nick Foged har fået sin klub op i den absolutte danske taekwondo-elite.

Elitetræner i taekwondo: "Klubben har for mange betydet alt"

Nick Foged træner eliten i Frederikssund Taekwondo Klub, som er så meget andet end sport på internationalt toplan

Af
Jesper Berg

frederikssund For seks år siden flyttede 26-årige Nick Foged tilbage til Frederikssund efter syv år væk fra barndomsbyen. Han ville tilbage til sine rødder, som blandt andet indebærer et intenst forhold til kampsporten taekwondo. Og hans ambition var klar: Hans klub, Frederikssund Taekwondo Klub, skulle inden for en overskuelig årrække have kæmpere, der vandt danmarksmesterskaber, og klubben skulle være blandt landets tre mest vindende taekwondoklubber. Og det skulle ske med Nick Foged i spidsen som træner for klubbens eliteudøvere.

Tre-årig debutant

Da Nick Foged vendte tilbage til klubben i 2012, var den end ikke i top 100 på landsplan, så det var et højt ambitionsnivaeu at sætte sig. Men i løbet af de seks år har kæmpere fra Frederikssund Taekwondo Klub vundet 34 danmarksmesterskaber, og sidste år - i 2018 - blev klubben kåret til Danmarks tredjemest vindende klub.

"Der findes to kæmpeklubber, der er så store, at vi aldrig vil kunne sammenligne os med dem, men at være blevet nummer tre er vanvittig flot," siger den nu 32-årige Nick Foged, som hele sit liv har være dybt involveret i Frederikssund Taekwondo Klub, siden han som tre-årig begyndte at træne i klubben.

Sort bælte som 10-årig

"I 1996 fik jeg som 10-årig det sorte bælte, og for to år siden blev jeg Mester fra 3. Dan til 4. Dan," fortæller elitetræneren, som efter skolegang på Åbjergskolen og Frederikssund Private Realskole flyttede fra byen for først at gå på idrætsefterskole i Fårevejle og for at udtjene sin værnepligt i Aalborg.

Deltagelsen ved EM i Rusland krævede store forberedelser fra fysisk træner og diætist Amin Khan, coach Nick Foged, kæmper Mustafa Razai og fysisk træner Muhammed Ciftci. Privatfoto

Deltagelsen ved EM i Rusland krævede store forberedelser fra fysisk træner og diætist Amin Khan, coach Nick Foged, kæmper Mustafa Razai og fysisk træner Muhammed Ciftci. Privatfoto

"Derefter flyttede jeg til København, hvor jeg arbejdede som sælger, men jeg havde hele tiden kontakt til sportsmiljøet og klubben her i Frederikssund," husker Nick Foged, som i den periode selv dyrkede taekwondo, men også to gange om ugen tog op til sin gamle klub for at undervise medlemmerne.

Psykomotorisk hjælp

"Jeg stoppede på et tidspunkt min egen taekwondo-karriere og besluttede mig i 2012 for at sælge min lejlighed på Amager og flytte tilbage til Frederikssund," lyder det fra den nu 32-årige med de store ambitioner,der nu arbejder som kontaktperson for børn og unge med store personlige problemer.

Nick Foged coacher Signe Wendt Wæverstrøm lige inden kampstart ved DM i taekwondo. Privatfoto

Nick Foged coacher Signe Wendt Wæverstrøm lige inden kampstart ved DM i taekwondo. Privatfoto

"Det fantastiske ved kampsport er, at man lærer mentalt at kontrollere sig selv via træningen og bevægelsen. Strækøvelserne, stilheden og opvarmningen virker psykomotorisk, hvilket betyder, at hjernen får det bedre, jo bedre din krop har det," forklarer Nick Foged, som ser disse effekter fra taekwondoen især være positive hos unge med autisme eller ADHD.

Udvikler på Bornholm

"Det er meget tilfredsstillende at se, hvordan træningen hjælper. Det giver rigtig meget, og jeg får som person meget ud af at opleve det," siger han, som nogle timer om ugen desuden underviser i fitnesskæden SATS. Her får Nick Foged desuden stillet lokaler til rådighed med henblik på at træne sin unge elever.

"Det er en kæmpe hjælp," siger han, som ulønnet også hjælper til i andre foreninger. For tiden er han eksempelvis en del på Bornholm, hvor han hjælper med at udvikle den lokale klub og med at uddanne instruktører.

"En af folkene bag klubben blev stormester hos min far (Tom Foged, formand for Frederikssund Taekwondo Klub, red.) for 25 år siden, så vi hjælper hinanden på kryds og tværs," siger Nick Foged, som i dag er træner for de 15 eliteudøvere i klubben i Frederikssund. Heriblandt hans kæreste, Signe Wæverstøm, hans lillesøster Timian Foged og klubben helt store internationale navn, 19-årige Mustafa Razai, der som den eneste danske deltager i sommer var med til EM i Rusland, hvor Nick Foged var med som træner.

Største danske OL-håb

"Mustafa er nok det største danske OL-håb. Det er ikke sikkert, han bliver klar til 2020 i Tokyo, men han har rigtig gode chancer for at komme med til Paris fire år efter," vurderer Mustafa Razais træner, som i sagens natur er stolt af klubbens sportslige resultater, men i lige så høj grad skyder brystet frem ved tanken om det store arbejde med integration, som klubben udfører.

Timian Foged og Nick Foged lige inden kamp ved Riga Open. Privatfoto

Timian Foged og Nick Foged lige inden kamp ved Riga Open. Privatfoto

"Det er en stor del af Frederikssund Taekwondo Klub at arbejde med integration, hvilket vi har gjort i mange år blandt andet i kraft af samarbejde med asylcentre," siger Nick Foged, der påpeger klubbens rummelighed med masser af forskellige typer af medlemmer og mange kvalificerede instruktører som nogle af de elementer, der også på dette område har gjort klubben en succes.

En del af noget større

"Klubben har for rigtig mange betydet alt og har skabt tilværelser, hvor mange har fået succes som andre danske unge. Jeg bliver helt rørt, når jeg tænker på det, for det er næsten ikke til at beskrive den stolthed det er at hjælpe nogen videre i livet. At gøre en forskel i folks liv. Fornemmelsen af at være en del af noget større. At skabe muligheder for dem, som har svært ved ellers at få muligheder i livet," siger Nick Foged.

"Dertil kommer, at det gør mig stærkere som menneske og lærer en at kende sig selv bedre," siger han.

Publiceret 24 March 2019 02:30