Michael Pilgaard står bag Pilgaard Publishing, og Lea Thume står bag forlagsdirektøren.

Michael Pilgaard står bag Pilgaard Publishing, og Lea Thume står bag forlagsdirektøren.

Udgiver lidt af hvert og noget af resten

Pilgaard Publishing dyrker litterær arkæologi og bringer glemte historier - og alt muligt andet - ud til folket

Af
Jesper Berg

forlag Conan Barbareren er en legendarisk filmfigur mest kendt i skikkelse af Arnold Schwarzenegger fra spillefilmen af samme navn fra 1982. Dog er de færreste nok klar over, at historien om Conan stammer fra en række noveller af den amerikanske forfatter Robert E. Howard fra 1930'erne.

"Jeg undrede mig over, at Conan-novellerne aldrig var blevet oversat til dansk, så det ville jeg da råde bod på," fortæller Michael Pilgaard, som er indehaver af det lille forlag Pilgaard Publishing i Frederikssund. Og som tænkt, således gjort. I efteråret lå første fysiske bind af historierne om Conan for første gang klar på dansk, og hensigten var, at blev bogen en succes, ville der komme mindst et bind mere.

"Vi har allerede besluttet, at der med tiden kommer yderligere fire bind, så alle historierne om Conan kan komme med," siger Michael Pilgaard, som har et meget tæt samarbejde med oversætteren af bøgerne, Lea Thume. Faktisk så tæt, at de sammen har sønnen Lucas på fire år og er fælles om huslejen til hjemmet på Engdraget.

Gammel dansk litteratur

"Conan bliver aldrig en bestseller, men der sidder mange derude, som holder af historierne og er blevet glade for, at de endelig er kommet på dansk," siger Lea Thume, der er cand.mag. i engelsk og altså oversætter af en del af Pilgaard Publishings produkter - samt dybt involveret i driften af forlaget.

Spændende udgivelser fra eksempelvis Johan Ludvig Heibergs mor, Thomasine Gyllembourgs, hånd gemmer sig i kælderen hos Pilgaard Publishing.

Spændende udgivelser fra eksempelvis Johan Ludvig Heibergs mor, Thomasine Gyllembourgs, hånd gemmer sig i kælderen hos Pilgaard Publishing.

Baggrunden for forlaget er egentlig at genudgive gammel dansk litteratur som e-bøger, men den slags projekter har det ifølge Michael Pilgaard med at gribe om sig, så der er siden sommeren 2018 også udkommet traditionelle papirbøger, nye bøger af nulevende forfattere og oversættelser af litteratur, der ikke tidligere har været udgivet på dansk.

Som e-bog tilbyder Pilgaard Publishing således en lang række udgivelser af forfatternavne som I.P. Jacobsen, Kaj Munk og Holger Drachmann, men også et bredt spekter af litteraturgenrer fra digtsamlinger over science fiction til socialrealisme. Og som fysisk bog har bogforlaget indtil nu - ud over Conan - udgivet 'Det Blå Slot' af Lucy Maud Montgomery (der er kendt for 'Anne fra Grønnebakken') samt 'Dæmian' af det danske forfatterpar Lars Konzack og Ian Dall.

Den gode historie

"Bag det hele ligger grundtanken om glæden ved at læse en god historie. Ikke bøger, som man skal læse, eller forfattere, man burde have læst. Glem alt om at have læst 'de rigtige værker' eller 'imponerende tykke bøger' eller 'den seneste bestseller'. Læsning skal ikke være en sur pligt, men noget man kan glæde sig over, når man har tid, lyst og lejlighed," lyder filosofien fra Michael Pilgaard.

Carit Etlar og andre store forfattere er en del af bogforlagets bagkatalog.

Carit Etlar og andre store forfattere er en del af bogforlagets bagkatalog.

"Vi prøver at udgive lidt af hvert og noget af resten, som vi siger. Det, vi udgiver, er en blanding af ting, vi gerne så udgivet på dansk, og ting, vi render over, som kunne være sjove at udgive, for eksempel fordi de er historisk relevante eller ikke har været udgivet siden Ruder Konge var knægt, eller blot er en forfatter eller en bog, jeg ikke kender, og som jeg derfor skal se, hvad er for noget. Der er med fuldt overlæg ikke noget system i udvælgelsen af, hvad der bliver udgivet, andet end at det skal overholde gældende lovgivning," siger forlæggeren, som begyndte sin formidling af glemt og smal kultur i 2003, hvor han etablerede hjemmesiden WeirdSpace.dk. Her indekserer han primært den del af popkulturen, som inkluderer tegneserier og bøger. To medier, som det meste af Lea Thume og Michael Pilgaards kælder er fyldt med. Og besøgstal og henvendelser viste i årenes løb, at mange finder det interessant.

Kulturskatte tilbage i omløb

"Der er mange, som synes, at det er fedt at læse historien om for eksempel ikoniske tegneseriefigurer, og i 2010 faldt jeg over en masse interessante bøger på et antikvarisk udsalg. Og jeg tænkte, at det måske også kunne være interessant for nogen. Jeg havde jo allerede arbejdet lidt med digitalisering af litteratur på WeirdSpace.dk, men dette var startskuddet til, at jeg begyndte at scanne og digitalisere dansk litteratur i et målrettet forsøg på at få nogle af de gamle kulturskatte tilbage i omløb," fortæller Michael Pilgaard, som i 2012 flyttede de digitale tekster over på et separat site, WeirdSpace.info, og ideen om et forlag begyndte at forme sig.

"Det skulle i så fald være noget, jeg ville gøre, når jeg blev pensioneret. Det vil sige engang efter 2035. Det blev så noget før, kan man roligt sige," griner Michael Pilgaard, som efter nogle ændringer i parrets jobmæssige situationer allerede i 2017 - 18 år før tid - stiftede Pilgaard Publishing med vægt på digitale e-bøger, og som altså i sommeren 2018 fik papirbøger på repertoiret.

"Hænger økonomien i forlaget sammen, er vi glade. Vi skal i hvert fald ikke begynde at regne vores timeløn ud," siger han.

Public domain

"Om kort kort kommer 'Armageddon År 2419' af Philip Francis Nowlan, som er bogen bag figuren Buck Rogers, der har inspireret tv-serier, film, spil og tegneserier siden udgivelsen af bogen i 1928," afslører bogforlæggeren, som primært har et skarpt øje på den litteratur, som er public domain. Det vil sige af forfattere, der er døde for mere end 70 år siden, og som man derfor kan udgive uden hensyntagen til copyright.

Bøgerne fra forlaget kan købes på forlagets hjemmeside, og de fysiske bøger kan desuden købes i Bog og Idé i Frederikssund.

Publiceret 02 February 2019 08:00

SENESTE TV