Conny Jensen slog fredag dørene op til Shabby Chic i Jernbanegade i Frederikssund. Foto: BM

Conny Jensen slog fredag dørene op til Shabby Chic i Jernbanegade i Frederikssund. Foto: BM

Conny slår dørene op til Shabby Chic

Senest arbejdede Conny Jensen i Rigspolitiet. Men efter hun gik på pension, blev der tid til nye interesser. Nu åbner hun møbelbutikken Shabby Chic i Frederikssund

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND Fredag slog 67-årige Conny Jensen fra Frederikssund dørene op til sin nye butik Shabby Chic, som har til huse, hvor Thinghøjs Boghandel i Jernbanegade i Frederikssund lå. Her vil hun handle med gamle møbler, primært i stilen shabby chic, lidt porcelæn, glas og andre ting til hjemmet.

Umiddelbart er det lidt af et spring, Conny har taget. For i mange år var hun ansat i politiet. Men da hun gik på pension for fire år siden, kastede hun sig over nye interesser, for som hun siger, 'skal man jo ikke gro fast i lænestolen'.

"Siden jeg blev pensioneret efter mange år i politiet, har jeg nydt at kunne kaste mig over forskellige ting," fortæller Conny og nævner i flæng aktiviteter som hjælper på et plejehjem, aktiv i Hjerteforeningens Motionsklub i Jægerspris og frillig i en genbrugsbutik.

Det var sidstnævnte, nemlig salg af blandt andet brugte, gamle møbler, som i særlig grad fangede hendes interesse, møbler, hun selv kan omdanne til stilen shabby chic, ved at male dem i hvide- og pastel farver.

"Jeg har efterhånden huset fyldt med gamle møbler, så min samlever brokker sig, hver gang jeg kommer hjem med noget." Conny griner og fortsætter:

"Men jeg elsker, at alle ting har en historie," siger hun. Det mærkes tydeligt, at der er vægt bag ordene, for Conny tager sig god tid, til at fortælle om de forskellige møbler i butikken, hvor de stammer fra, og hvordan hun har fået fat i dem.

"Det her bliver en nichebutik. Jeg skal ikke konkurrere, med dem der opkøber dødsboer, eller opkøbere af teak- og palisander møbler, det er i en prisklasse, som jeg ikke vil bevæge mig op i." Conny holder en pause og tilføjer så:

"Jeg gør det her, fordi det er hyggeligt, og så er det godt for miljøet med genbrug."

Shabby Chik har åbent tirsdag til fredag kl. 13-17. Lørdag kl. 10-13

Fakta om shabby chic:

Shabby chic er en modestil, skabt af den britiske indretningsarkitekt Rachel Ashwell i slutningen af 1980'erne. Stilen var oprindeligt inspireret af de traditionelle huse i det engelske landskab. Gamle møbler eller nye møbler behandlet for at give gammelt indtryk. Farvetema er i hvid eller lyse farver. Stofpolstring er ofte i bomuld eller hør. I den mere populære udgave er shabby chic ofte en feminin stil karakteriseret ved pastel farver. Romantiske detaljer og self-made ornamenter er populære. Møblerne er ofte fund fra de lokale loppemarkeder, som genanvendes og males på. Metaldele kan godt have et element af rust. Undertiden indgår kristne genstande som f.eks. madonnaer, kors, og gamle bibler.

Kilde: wikipedia

Publiceret 12 January 2019 00:00

SENESTE TV