Erhvervsdirektør: 2018 har været et godt år

Af
Jakob Markert

Når det nye år er blevet skudt ind med steg, kransekage og fyrværkeri, så er det samtidig også en oplagt mulighed for at tænke tilbage på året, der gik.

Er du en del af erhvervslivet i Frederikssund, så vil det meget vel foregå med et bredt smil på læben.

Flere ting peger nemlig på, at erhvervslivet i Frederikssund har haft et godt år. Det blev senest tydeligt, da Dagbladet Børsen midt i december offentliggjorde deres årlige gazelle-liste over landets hurtigst voksende virksomheder. Mens der sidste år var ni virksomheder fra Frederikssund kommune på Børsens liste, så var der i år fundet plads til 14 virksomheder baseret i både Frederikssund, Skibby, Jægerspris og Slangerup.

”Generelt må jeg sige, at det går fantastisk for erhvervslivet i Frederikssund. I år er det faktisk gået endnu bedre end sidste år, og det gælder over alle sektorer. Det er kun detailhandlen, der har det hårdt,” siger direktør i Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen og uddyber:

”I Danmark og i det meste af Nordeuropa har vi nydt godt af højkonjunkturen. I Frederikssund har vi nogle produktionsvirksomheder med en stor global nicheforretning og en høj eksportandel. Vores store håndværkersegment nyder godt af, at der bygges både boliger og virksomhedsudvidelser på livet løs i kommunen, mens servicevirksomhederne også nyder godt af højkonjunkturen og generelt har været god til at tilpasse sig den digitale omstilling,” siger han.

Årets 14 gazeller fra Frederikssund spreder sig da også ud over en bred kam af forskellige brancher og tæller således både håndværker-, transport-, IT- og cateringvirksomheder, og ifølge Peter Bo Andersen er det ikke bare et tilfælde, at så mange virksomheder i Frederikssund Kommune lige nu klarer sig godt.

”Vi har i løbet af året set flere undersøgelser, hvor Frederikssund Kommune ligger godt placeret, og kommunen har da også tilstræbt at skabe gode rammebetingelser for erhvervslivet. Det er med til at skabe en tiltro til kommunen og gør, at virksomhederne tør investere i deres fremtid her,” siger han.

Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Et andet tegn på, at Frederikssund er et godt sted at drive virksomheder, kom, da Dansk Byggeri i sommer kårede kommunen til Danmarks mest erhvervsvenlige. At gøre vilkårene bedre for virksomhederne er noget, som borgmester John Schmidt Andersen (V) ikke ligger skjul på, at man i byrådet har gået målrettet efter:

”Når borgerne spørger, hvordan man skal måle, hvordan det går i kommunen, så plejer jeg at sige, at det er lettere at bo i en kommune i udvikling frem for afvikling. Det er virksomhederne med til at sørge for ved at skabe flere lokale arbejdspladser, så man ikke behøver at holde i kø på motorvejen for at komme på arbejde. I sidste ende kan det også være med til at hæve bosætningen,” siger han.

I en pressemeddelelse i forbindelse med kåringen begrunder Dansk Byggeri bl.a. deres valg med, at Frederikssund Kommune har afskaffet gebyret på behandling af byggesager, og som den ene af to nordsjællandske kommuner opkræver Frederikssund heller ikke længere dækningsafgift.

”Vi arbejder hele tiden på at gøre det lettere at drive virksomhed, men vi har også allerede gjort meget ved eksempelvis helt at fjerne dækningsafgiften. Så på den front kan vi ikke rigtig gøre mere. Vi ser også, at næsten hver gang vi i kommunen sender noget i udbud, så er det lokale, der vinder. På den måde er vi også med til at sikre arbejdsopgaver lokalt,” siger John Schmidt Andersen og samler så op:

”Så min fornemmelse er, at det går godt. Der er flere af virksomhederne, der udvider, ligesom at vi også har flere gazelle-virksomheder her i Frederikssund. Så det gælder egentlig hele vejen rundt.”

Publiceret 02 January 2019 11:52

SENESTE TV

Mindeord for Hartvig Sørensen

MINDEORD Der er vikinger, som svinger sværdet, og så er der vikinger, som kan fortælle historier og underholde. Hartvig Sørensen hører til blandt de sidste. Nu blæser Heimdal i hornet, så det kan høres fra fjord til fjord, for nu kommer der blus under de gode historier i Asgård. Endnu en viking er draget ud på sin sidste færd. Hartvig Sørensen sov ind med familien omkring sig tirsdag den 19. marts 84 år gammel.

Hartvig og Lisanne har været med i Vikingespillet siden 1992. Det var datteren Malene, der plagede om at være med, selvom både Lisanne og Hartvig ikke var interesseret i at være med i Vikingespillet, men der var familie og gode venner i Vikingespillet, som overtalte dem, og med et var den lille familie dybt engageret.

Hartvig var gøgler i sine unge dage og rejste rundt med cirkus, hvor han var arbejdsmand og blandt andet passede de vilde kattedyr. Hartvig spillede også med i et band som yngre. Så det var måske ikke så mærkeligt, at Vikingespillet alligevel endte med at blive en stor del af hans liv igennem de sidste 25 år.

Hvor der er vilje, er der vej, og for Hartvig skulle hans vikingeliv ikke begrænses. Så da Hartvig ikke længere gik så godt, og derfor ikke kunne gå på scenen længere, blev han vagt bag scenen, hvor han var med til at sikre, at ingen uvedkommende gik ind bag scenen, og på den måde var Hartvig viking til det sidste.

Hartvig var ikke en viking, der gik stille med dørene, for Hartvig kunne underholde og fortælle gode historier, og han kunne sende kække bemærkninger efter dem, som han holdt af. Hartvig var i flere år en yderst efterspurgt guide i Vikingespillet, for det var ikke kedeligt at være på Hartvigs rundvisningshold, og der var publikummer, som specifikt bad om at blive guidet af Hartvig. Måske var Hartvigs force, at han gav sin egen fortolkning af både Vikingespil og Vikingetid, og så kunne han altid krydre fortællingen med nogle gode historier og vittigheder - og han fornyede sig hvert år.

I forestillingerne var Hartvig som oftest aktør (statist), men han har også haft enkelte roller. Den mest kendte rolle var som Kong Adils i Rolf Krake i 1996. En rolle han ifølge dronningen, der spillede hans hustru i forestillingen, var meget stolt af. Hartvig har også været statist i flere danske spillefilm blandt andet i filmen om Grev Axel, hvor han havde en enkelt replik som portvagt.

Hartvig var ikke kun et kendt ansigt i Vikingespillet. Hartvig kørte igennem mange år taxa i Frederikssund, og før det var det lastbil og bus. Hartvig kunne lide livet på vejene, hvor han helt sikkert har mødt mange mennesker, der har nydt godt af hans vittigheder og gode humør. Hartvig var nærværende, et lunt og godt menneske, der i festligt lag gerne gav den på tangenterne på elorgelet.

Så kære vikinger i Asgård, gamle venner fra vikingehytten Tjalfe, der allerede er draget til Asgård, nu kommer Hartvig til jer - en familiefar, en gøgler, en humoristisk historiefortæller, en ven og en viking af hjertet. Skænk mjøden og læg en brændeknude på bålet.

Æret være Hartvigs minde – år og fred.

Camilla Dupont, Formand for Frederikssund Vikingespil

Hartvig Sørensen bisættes tirsdag den 26. marts kl. 12.30 fra Græse kirke.