Fra venstre Charlotte Linde Bentzen sammen med urmager Peter, Michelle, Lene og Karin i deres nyrestaurerede forretning. Foto: Birgitte Masson

Fra venstre Charlotte Linde Bentzen sammen med urmager Peter, Michelle, Lene og Karin i deres nyrestaurerede forretning. Foto: Birgitte Masson

Frederikssunds ældste guldsmed og urmager har fået et ansigtsløft

Guldsmedeforretningen Carlo Christiansen er blevet renoveret. Væk er de mørke gulve og det lave loft. I dag fremstår butikken lys og luftig

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND Når kunderne træder ind ad døren til Guldsmed Carlo Christiansen kommer der to reaktioner. Enten lyder der et 'Hold da op, der er sørme sket noget', eller også vil de bare købe et par øreringe og har fokus rettet mod en af de blankpolerede glasmontre. Det fortæller Charlotte Linde Bentzen. Og hun er glad. Forretningen, som har ligget i Frederikssunds gågade siden 1965, har netop gennemgået en større renovering.

"Hele processen i istandsættelsen har spillet max. Det var vigtigt for mig, at vi bibeholdte det gamle, kendte udtryk. Men bortset fra det så har vi hævet loftet knap en meter. Man kan sige, at vi ikke har bygget ud, vi har bygget op." Charlotte Linde Bentzen smiler og fortæller, at der også er kommet nyt gulv, og så er der blevet flyttet rundt, tilføjet nyt inventar, belysning, forretningen er blevet malet og har i det hele taget fået en kæmpe make-over.

"Faktisk er det Georg Jensens skyld. For vi er en stor kunde hos dem, og på et tidspunkt spurgte de, om de måtte forære os nogle møbler, så det blev faktisk startskuddet til renoveringen af hele forretningen. Du ved, det er ligesom når man maler køkkenet derhjemme, så skal stuen pludselig også have en omgang. Det ene tager det andet med sig."

Det gamle facadeskilt dukkede pludselig op under renoveringen, og kan nu ses indenfor i butikken. Foto: BM

Det gamle facadeskilt dukkede pludselig op under renoveringen, og kan nu ses indenfor i butikken. Foto: BM

At der også var overraskelser undervejs, er et gammelt originalt facadeskilt, der nu står indenfor i forretningen, et synligt bevis på.

"Da vi skulle have det nye facadeskilt op, kom installatøren pludselig farende ind i forretningen til mig. Jeg frygtede, at der var sket noget. Men det viste sig, at det gamle, originale facadeskilt pludselig var dukket op omme bag det eksisterende skilt. Så nu hænger det her i butikken," fortæller Charlotte Linde Bentzen og kigger op på det lange træskilt i douce farver, hvor Carlo Christiansen står skrevet kursiv. Det er stifteren, der åbnede sin guldsmedeforretning på Nørregade i København, for efter nogle år at flytte til Frederikssund. I dag fremstår forretningen skarp og nyrenoveret, men stadig med et strejf af historiens vingesus.

Publiceret 04 December 2018 11:31

SENESTE TV