A6 svømmer sig til medaljer ved DM

10 medaljer blev det til, da A6 deltog i de Danske Mesterskaber på kortbane for seniorer

Af
Jon Langberg

SPORT Torsdag til søndag stod den på de Danske Mesterskaber på kortbane, for de bedste danske seniorer. A6 var repræsenteret med 10 svømmere, hvoraf de syv af dem, var med til at vinde i alt 10 medaljer til klubben.

En af de store målsætninger for dette års mesterskab, var at blande sig i medaljekampen i specielt holdkapløbene, som er en god målestok for bredden i truppen. A6 har aldrig tidligere vundet en medalje i en senior DM holdkap.

Ud af de fem holdkapper, lykkedes det A6 at svømme sig til en sølvmedalje, bronzemedalje, to fjerdepladser, samt en sjetteplads. Sølvmedaljen blev vundet på 4 x 50 fri, hvor holdet bestod af Julie Kepp Jensen, Lærke Toft Ruby, Andrea Paaske og Katja Korbo Petersson. Bronzemedaljen kom på 4 x 100 holdmedley, hvor holdet bestod af Julie Kepp Jensen, Mathilda Hyldal Jung, Cecilie Wiuff og Andrea Paaske.

Individuelt bød stævnet også på en masse flot svømning. Anna Aavang Brendstrup og Cecilie Wiuff svømmede sig begge til ungdomssenior medaljer - henholdsvis en sølvmedalje på 1.500 fri til Anna, og en bronzemedalje på 100 fly til Cecilie.

Julie Kepp Jensen gjorde som altid rigtig flot figur, og vandt både senior- og ungdomssenior guld i de tre løb hun var til start i. Hun startede med 50 ryg, som blev vundet foran den danske rekordindehaver, Mie Ø. Nielsen. Dernæst blev 50 fri vundet foran den danske rekordindehaver, Jeanette Ottesen. Til sidst blev 100 IM vundet i et løb hvor Julie slog den danske rekordindehaver om morgenen, hvorefter vedkommende afmeldte finalen, som Julie vandt ganske sikkert.

Udover de syv svømmere der var involveret i medaljerne, blev der også svømmet rigtig godt af de sidste tre A6'ere. Alderspræsidenten Isabel Mass, svømmede personlige rekorder i alle sine løb - specielt imponerende var 100 bryst, hvor der blev skåret over et sekund af. Alberte Kjærsgaard og Ingrid Bo Andersen formåede at løfte deres niveau gevaldigt, siden sidste stævne ved Østdanske Mesterskaber for en måneds tid siden.

For størstedelen af gruppen, står den nu på en velfortjent uges ferie. Mathilda Hyldal Jung var dog kun til stævnet for at svømme en enkelt holdkap, og skal næste uge dyste ved de Danske Junior Mesterskaber i Esbjerg, hvor hun aldersmæssigt hører til.

Julie Kepp Jensen rejser onsdag til Tokyo i Japan, for at deltage i et World Cup stævne, hvorefter den står på træningslejr i Nagano et par uger.

Publiceret 05 November 2018 10:34

SENESTE TV