Frederikssund Pejsecenter kåret som Gazelle: "Banken troede på mig"

Steen Poulsen fra Frederikssund Pejsecenter er med på årets liste over gazellevirksomheder

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND En gazelle er i det danske sprog blevet synonym med en virksomhed i vækst. Og det kan man roligt sige om Frederikssund Pejsecenter. For kurven er de seneste fire regnskabsår kun gået en vej, nemlig opad. Alligevel var overraskelsen stor, da indehaver Steen Poulsen åbnede kuverten fra Børsen som står bag gazellekåringen, der i år finder sted i Tivoli Hotel & Congress Center.

"Jeg er naturligvis rigtig glad og stolt over at være Gazelle," siger Steen Poulsen og tilføjer:

"Jeg er utrolig taknemmlig for mine medarbejders indsats og trofasthed. Uden dem var vi ikke her."

Stoltheden bliver ikke mindre, når han skruer tiden tilbage, til dengang finanskrisen kradsede.

"Mange af mine leverandører har hørt på min drøm. Planen var dette." Steen Poulsen slår ud med armene. Med 'dette' mener han Frederikssund Pejsecenters domicil på Centervej 48 i Frederikssund. 140 ovne fordelt på 900 kvadratmeter. Her er alt fra træpilleovne, pillefyr, brændeovne, pejseindsatser, gaspejse samt alt der følger med opbygningen af nye pejse.

"Jeg har selv tegnet dette. Jeg har vidst, hvordan bygningen skulle se ud i lang tid."

Folk køber også ovne om sommeren

Steen Poulsen lægger ansigtet i alvorligere folder. For selvom han havde været fremsynet og erhvervet sig grunden flere år før, så var det ikke ligetil for ham at gøre drøm til virkelighed.

"Kreditforeningen ville ikke hjælpe med ret meget. Det var under finanskrisen, alligevel ville Jyske Bank gerne bakke mig op, de har været med til, at det her kunne lade sig gøre," fortæller Steen Poulsen, som oprindelig åbnede Frederikssund Pejsecenter på Lundevej i Frederikssund. Senere rykkede han til Færgevej. Men ironisk nok, var lokalerne umulige at varme op, selv for sådan en som ham, og for tre år siden kunne han endelig realisere byggeriet på den nuværende adresse.

Et sidste spørgsmål trænger sig på, for kan man overhovedet sælge ovne en sommer som den i år, hvor solen har braget ned, og det er 30 grader udenfor?

"Vi har noget at lave hele året. Da vi åbnede efter ferien den 22.juli var der 31 grader udenfor. Den dag solgte vi syv ovne."

Publiceret 12 October 2018 10:07

SENESTE TV