50 år med Husmorbadminton - her er mænd velkomne

Frederikssund Husmorbadminton startede i 1968. I dag er der ikke meget husmor over det, for flere gange om ugen mødes både mænd og kvinder om den lille fjerbold

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND Frederikssund Husmorbadminton fylder 50 år. Nogle, fra den helt unge generation undrer sig nok over udtrykket 'husmor'. Men der er da heller ikke ret meget husmor over spillerne, da Lokalavisen besøger foreningen i Frederikssund-hallen torsdag formiddag. Faktisk er det udelukkende mænd, som denne formiddag, fuldt fokuseret om fjerbolden, er repræsenteret i hallen. Da foreningen startede for 50 år siden, var det imidlertid en klub for yngre mødre med børn. I dag er det for pensionister.

"Vi er 132 medlemmer, og cirka 50 af dem er mænd. De sidste 10-12 år har vi i bestyrelsen talt om at ændre navnet. Men besluttede os for ikke at ændre det, før efter vores 50 års jubilæum. Og det er jo nu, men vi må se," siger formand Jytte Høyer. Hun fortæller, at der var mange husmødre, som gik hjemme og passede deres små børn tilbage i tresserne.

Frederikssund tilbyder ikke seniorbadminton. Til gengæld er der Husmorbadminton for både mænd og kvinder tre formiddage om ugen. Foto: Birgitte Masson

Frederikssund tilbyder ikke seniorbadminton. Til gengæld er der Husmorbadminton for både mænd og kvinder tre formiddage om ugen. Foto: Birgitte Masson

"Grethe Vilmann tog initiativ til at starte en badmintonklub kun for husmødre. Det var i 1968, samme år som hallen blev bygget. På den måde kunne kvinderne få et frirum fra børnene og samtidig få lidt motion. Faktisk var der ikke mange som kunne spille badminton inden, men det skulle også først og fremmest være sjovt. Og imens kvinderne spillede, passede fru Møller børnene."

Banerne er fyldt hver gang

Jytte Høyer havde aldrig forestillet sig, at det skulle føre så meget med sig, første gang hun mødte op i hallen.

"Jeg husker, jeg tænkte, at kunne jeg få noget motion og lære andre at kende, så ville det være fint. Men det har givet mig rigtig meget mere. Gennem Frederikssund Husmorbadminton har jeg fået et kæmpe netværk i byen."

I dag spiller Jytte Høyer badminton en gang om ugen, men foreningen har adgang til Hal B tre formiddage om ugen. I følge Jytte Høyer er der fyldt hver gang. Og efter en times spil står den på kaffe og socialt samvær i Frederikssund-hallens cafeteria.

Publiceret 12 October 2018 00:00

SENESTE TV