Højre hånd på musen, den venstre på tastaturet og fuld fokus. Sebastian er klar til at udfordre de bedste Fortnite spillere i verden. Foto: Jakob Simonsen

Sebastian i sit rette element. Foto: Jakob Simonsen

Drømmejob: Sebastian har fået Fortnite-kontrakt

Sebastian Sommer Kjær på blot 14 år er en af de bedste indenfor sit felt og har nu fået chancen for at gøre hobbyen til sin levevej.

Af
Jakob Frausig Simonsen

Fortnite. Siger navnet dig noget? Hvis ikke, så er du med stor sandsynlighed født et godt stykke tid før årtusindskiftet. Og hvis det gør, så hører du måske til den stadig større gruppe af unge, som drømmer om at gøre det til sin levevej.

Fortnite er nemlig navnet på et computerspil, som siden sommeren 2017 har taget spilverdenen med storm. Mere end 125 millioner spillere på verdensplan, vurderede firmaet bag spillet, Epic Games, i juni måned at være nået op på. Og blandt de bedste af de mange aktive spillere, finder vi altså 14 årige Sebastian Sommer Kjær fra Slangerup.

Han har netop skrevet under på sin første professionelle kontrakt med E-sportsorganisationen Team Singularity, som satser stort på deltagelsen i det kommende Fortnite World Cup, som skal afholdes i løbet af 2019.

100.000.000$

Og det er absolut ikke småpenge, som de dygtigste Fortnite spillere i hele verden skal dyste om. Epic Games har udlovet en samlet præmiepulje på 100 millioner dollars, fordelt over en lang række events, som skal afholdes i hele verden.

Og udsigten til at skulle teste egne evner mod de bedste i verden, og måske endda spille med om præmipenge i den sjove ende af skalaen, er noget som Sebastian Sommer Kjær ser frem til.

"Jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang. Det bliver en udfordring, men jeg tror på, at jeg kan klare det," siger han.

De økonomiske forhold og længden af sin kontrakt kan Sebastian ikke komme ind på. Men både mor, Malene Sommer Garby, og far, Nikolaj Kjær, er begejstrede for forhandlingerne med Team Singularity og spændt over det eventyr, som deres søn er ved at begive sig ud på.

"De har været enormt søde og imødekommende. Vi har haft en god dialog hele vejen igennem og har fået svar på alle de ting, vi har været i tvivl om. Så vi glæder os til at se, hvordan det hele kommer til at gå. Og uanset hvad, står vi 100 procent bag Sebastian hele vejen," siger Malene Sommer Garby.

Publiceret 11 September 2018 11:58

SENESTE TV

Mindeord for Hartvig Sørensen

MINDEORD Der er vikinger, som svinger sværdet, og så er der vikinger, som kan fortælle historier og underholde. Hartvig Sørensen hører til blandt de sidste. Nu blæser Heimdal i hornet, så det kan høres fra fjord til fjord, for nu kommer der blus under de gode historier i Asgård. Endnu en viking er draget ud på sin sidste færd. Hartvig Sørensen sov ind med familien omkring sig tirsdag den 19. marts 84 år gammel.

Hartvig og Lisanne har været med i Vikingespillet siden 1992. Det var datteren Malene, der plagede om at være med, selvom både Lisanne og Hartvig ikke var interesseret i at være med i Vikingespillet, men der var familie og gode venner i Vikingespillet, som overtalte dem, og med et var den lille familie dybt engageret.

Hartvig var gøgler i sine unge dage og rejste rundt med cirkus, hvor han var arbejdsmand og blandt andet passede de vilde kattedyr. Hartvig spillede også med i et band som yngre. Så det var måske ikke så mærkeligt, at Vikingespillet alligevel endte med at blive en stor del af hans liv igennem de sidste 25 år.

Hvor der er vilje, er der vej, og for Hartvig skulle hans vikingeliv ikke begrænses. Så da Hartvig ikke længere gik så godt, og derfor ikke kunne gå på scenen længere, blev han vagt bag scenen, hvor han var med til at sikre, at ingen uvedkommende gik ind bag scenen, og på den måde var Hartvig viking til det sidste.

Hartvig var ikke en viking, der gik stille med dørene, for Hartvig kunne underholde og fortælle gode historier, og han kunne sende kække bemærkninger efter dem, som han holdt af. Hartvig var i flere år en yderst efterspurgt guide i Vikingespillet, for det var ikke kedeligt at være på Hartvigs rundvisningshold, og der var publikummer, som specifikt bad om at blive guidet af Hartvig. Måske var Hartvigs force, at han gav sin egen fortolkning af både Vikingespil og Vikingetid, og så kunne han altid krydre fortællingen med nogle gode historier og vittigheder - og han fornyede sig hvert år.

I forestillingerne var Hartvig som oftest aktør (statist), men han har også haft enkelte roller. Den mest kendte rolle var som Kong Adils i Rolf Krake i 1996. En rolle han ifølge dronningen, der spillede hans hustru i forestillingen, var meget stolt af. Hartvig har også været statist i flere danske spillefilm blandt andet i filmen om Grev Axel, hvor han havde en enkelt replik som portvagt.

Hartvig var ikke kun et kendt ansigt i Vikingespillet. Hartvig kørte igennem mange år taxa i Frederikssund, og før det var det lastbil og bus. Hartvig kunne lide livet på vejene, hvor han helt sikkert har mødt mange mennesker, der har nydt godt af hans vittigheder og gode humør. Hartvig var nærværende, et lunt og godt menneske, der i festligt lag gerne gav den på tangenterne på elorgelet.

Så kære vikinger i Asgård, gamle venner fra vikingehytten Tjalfe, der allerede er draget til Asgård, nu kommer Hartvig til jer - en familiefar, en gøgler, en humoristisk historiefortæller, en ven og en viking af hjertet. Skænk mjøden og læg en brændeknude på bålet.

Æret være Hartvigs minde – år og fred.

Camilla Dupont, Formand for Frederikssund Vikingespil

Hartvig Sørensen bisættes tirsdag den 26. marts kl. 12.30 fra Græse kirke.