Trine Torp kommer til Slangerup Bio

SLANGERUP Søndag den 16. september kl.19 kommer folketingsmedlem for SF Trine Torp til Slangerup Bio. Forud for filmen Wonderful Copenhagen, vil Trine Torp fortælle om Folketingets løsningsmodeller for trafficking.

Filmen 'Wonderful Copenhagen’ omhandler et barsk og gribende drama om skyggesiden af København. En ung, østeuropæisk kvinde tager til Danmark for at arbejde, men tvinges ud i prostitution. Da Tanja (Trine Pallesen) åbner en café i Kødbyen på Vesterbro, bliver hun uforvarende del af hændelserne og får indblik i et miljø, hun ikke kendte til eksistensen af.

Tanja vikles ved tilfældigheder ind i den unge kvindes skæbne, men må snart erkende, at hendes forsøg på at yde hjælp kan få fatale konsekvenser. Filmen er bygget over virkelige historier om trafficking med afsæt i miljøet omkring Sønder Boulevard og Kødbyen.

’Wonderful Copenhagen’ er blevet til næsten uden budget, men har modtaget støtte fra en række humanitære fonde. Alle involverede har doneret deres arbejdskraft for at fortælle denne vigtige historie.

Publiceret 10 September 2018 11:46

SENESTE TV