Antimuslimsk demonstration på Heimdalsvej

Uro, stenkast og brændende biler er ofte scenariet, når det højreradikale parti Stram Kurs demonstrerer i udvalgte "risiko-områder." Den 26.august går det løs på Heimdalsvej

Af
Birgitte Masson

FREDERIKSSUND Nordsjællands Politi holder kortene særdeles tæt ind til kroppen, forud for en demonstration den 26. august på Heimdalsvej i Frederikssund. Her vil den højreradikale advokat Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs besøge bydelen for at demonstrere mod Islam i Danmark.

For en ting er, at Paludan får massiv politibeskyttelse, når han besøger ghettoområder rundt om i landet, men nøjagtigt hvor mange betjente der vil være til stede, og helt præcist hvordan de vil beskytte ham, vil Nordsjællands Politis presseafdeling ikke ud med. Noget tyder dog på, at det ikke vil gå stille af sig. Da Rasmus Paludan den 21. juli demonstrerede i Slagelse, blev biler sat i brand og der blev kastet omkring 70 gasflasker mod ham og politiet.

Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs demonstrerer på Heimdalsvej den 28. august kl. 13-18. Foto: Birgitte Masson

Rasmus Paludan fra partiet Stram Kurs demonstrerer på Heimdalsvej den 28. august kl. 13-18. Foto: Birgitte Masson

I alt har politiet 45 gange måttet assistere, når Paludan har arrangeret demonstrationer. Ofte i områder præget af mange indvandrere.

For Rasmus Paludan er frygt en daglig følgesvend og dødstrusler en del af hverdagen, men det afholder ham ikke fra at demonstrere, for hans frygt for Danmarks fremtid er langt større.

"Jeg er meget bange for Danmarks fremtid, hvis ikke vi ændrer udviklingen," siger Paludan og fortsætter:

"Jeg demonstrerer mod ghettoens samfundstabere, og overordnet mod muslimers manglende evne til at harmonisere med dansk lov og ret. Jeg vil sikre ytringsfriheden," siger Rasmus Paludan og uddyber:

"Når en velintegreret muslim med uddannelse og et godt job kommer hen til mig på gaden, og spørger mig, om jeg synes, at han heller ikke hører hjemme her i landet. Så spørger jeg ham, hvad han siger til, hvis jeg kalder Muhammed for den mest pædofile morder, der nogensinde har levet. Hvis der skal så lidt til, at de tilsidesætter de danske love for at slå mig, så er det vigtigt for mig at sætte fokus på, at der er de her forskelle."

Må nedgradere budskabet

Ved demonstrationen på Heimdalsvej er temaet nedgraderet i forhold til den oprindelige plan:

"Jeg ville have delt 3000 eksemplarer ud af en tegning af profeten Muhammed, der blev taget af en gris," fortæller Rasmus Paludan. Det er tilsyneladende ikke første gang, Paludan har måtte moderere budskabet. Ved en demonstration i Nivå var det oprindeligt planen, at han ville brænde en koran i timen. Det droppede han.

Partiet Stram Kurs har 200 medlemmer. Ved demonstrationen i Frederikssund vil Rasmus Paludan medbringe tegneredskaber, papir og tegneunderlag. Han fortæller, at han regner med, at mange vil komme og tegne Muhammed. I følge Paludan har han anmeldt demonstrationen til Nordsjællands Politi. De har, i følge Paludan, rådet ham til at holde en stående demonstration, fordi det derved vil være nemmere at beskytte ham.

"At det blev Heimdalsvej er på grund af de opringninger jeg har fået, hvor folk fortæller mig, at Heimdalsvej er helt fucked. Loyal to familia har indflydelse i området, så jeg regner med, at der vil være en betragtelig mængde politi den dag. Der kommer typisk aldrig bare en enkelt politipatrulje, når jeg demonstrerer. For eksempel kan der sagtens holde tre mandskabsvogne 20 meter derfra."

Publiceret 14 August 2018 08:40

SENESTE TV