Politi om indbrud: Pas på de åbne vinduer

Beboere har i weekenden oplevet indbrud, hvor tyven er kommet ind gennem et åbent vindue

Af
Finn Due Larsen

Frederikssund Pyh, hvor er det varmt. Skal vi ikke se at få åbnet nogle vinduer?

Sådan tænker mange af os nok i denne tid, hvor hedebølgen er over os. Men de åbne døre og vinduer kan gøre det lidt for nemt for indbrudstyve at komme ind. Det har beboere i Frederikssund erfaret henover weekenden.

Den ene var i en villa på Ventevej natten til fredag. Tyven er kommet ind via indstigning fra en altan og et åbent vindue. Alle skuffer er blevet gennemrodede, og der er stjålet en iPad og en telefon, mens beboeren lå og sov.

Den anden var på Tårnvej, også natten til fredag. Her er man kommet ind via det åbne vindue og har været rundt i stuen. Der er stjålet en Sony højttaler, en bærbar computer, et armbåndsur af mærket Tissot og en bilnøgle - men dog ikke bilen.

På Højdevej er et vindue, der har stået på klem, blevet "afhaspet", ved at tyven stak hånden ind og åbnede vinduet indefra. Der er stjålet to iPads, en bærbar computer, en oplader og en Bluetooth højttaler.

Politiet råder på baggrund af indbrud som disse til, at man sikrer sine vinduer og døre bedre.

"Det kan for eksempel gøres ved at købe tyverisikrede hasper til vinduerne", siger Dyre Sønnicksen fra Nordsjællands Politi.

Man kan hente flere gode råd om sikring mod indbrud på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside, www.dkr.dk.

Publiceret 06 August 2018 11:06

SENESTE TV