Charlotte Jensen, 34 år, kæmper hver dag for at komme tilbage til et normalt liv, omgivet af venner og familie der støtter hende.

Charlotte Jensen, 34 år, kæmper hver dag for at komme tilbage til et normalt liv, omgivet af venner og familie der støtter hende.

Charlotte har været indlagt 70 gange: "Jeg har et halvt liv at indhente"

Charlotte Jensen, 34 år blev midt i sin ungdom diagnosticeret Paranoid skizofreni. I dag er hun godt på vej tilbage til livet, og har netop uddannet sig til personlig træner

Af
Birgitte Masson

Frederikssund Mens hendes jævnaldrende festede, drømte og nød livet, fik Charlotte Jensen i en alder af 17 år et slag med den helt store hammer. Hun fik stillet diagnosen Paranoid skizofreni, og mens kammereaternes ræsede videre i deres liv, gik hendes i stykker.

17 år, 70 indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en endeløs række af bosteder, døgnbemanding og isolation senere møder vi Charlotte på Aerobicgården i Frederikssund. Rundt om bordet sidder Kirsten, projektleder på Klintegårdens idrætsområde, og ægteparret Hoel - Kirsten og Tom.

En af de mange følgevirkninger af sygdommen var kraftig overvægt. Helt nøjagtigt vejede Charlotte 165 kg for bare to år siden. 'Bare,' fordi det i dag er en noget slankere udgave af Charlotte, Lokalavisen møder.

"Jeg besluttede mig for, at jeg ville have det bedre, " fortæller Charlotte, der, hvor utroligt det end lyder, på to år har tabt 75 kg, og i maj kunne hun modtage beviset på, at havde gennemført og bestået uddannelsen til personlig træner.

En positiv spiral var startet

Charlottes beslutning om at få det bedre, betød ikke kun begyndelsen på benhårdt arbejde gennem terapi og motion, alene det at skulle gå ned i motionscentret på Klintegården (Bolig- og aktivitetstilbud i Frederikssund til folk med sindslidelser, red.), hvor hun bor, krævede stor overvindelse.

"Min kontaktperson Signe gik heldigvis med mig. Jeg husker, at jeg i starten højest kunne gå på et løbebånd i ti minutter, så var jeg helt færdig."

Men Charlotte kæmpede videre, og efterhånden som tiden gik, begyndte kiloene at rasle af. Og i takt med at vægten gik ned, steg selvværdet. En positiv spiral var startet, og Charlotte kunne sideløbende begynde at trappe sin medicin ned. Pludselig kunne hun også sove om natten.

"Jeg kunne mærke, at min sociale angst blev mindsket. Kunne så småt begynde at tage bus og tog, noget som ville have været utænkeligt tidligere. Langsomt fik jeg det bedre og bedre."

Tom Hoel fra Aerobicgården har også fået en masse ud af samarbejdet med Charlotte Jensen.

Tom Hoel fra Aerobicgården har også fået en masse ud af samarbejdet med Charlotte Jensen.

Set på med nye øjne

Klintegården blev i maj 2017 idrætscertificeret under DAI som det første botilbud i Danmark. Charlotte blev inddraget i projektet, og pludselig oplevede hun at blive set på med helt andre øjne.

"Jeg følte for første gang, at jeg blev hørt. Jeg havde en anden rolle, end hende den syge."

Da man ledte efter en træner til Klintegården, faldt valget på Charlotte. Hun havde aldrig nået at tage en uddannelse i sit liv. Så i oktober blev det besluttet, at hun skulle starte på Københavns Fitness Institute i København. Hun følte dog, at hun trods sit vægttab - som stadig gik støt nedad, var gået lidt død i træningen.

"Min veninde og noget af personalet på Klintegården anbefalede Aerobicgården. Og da jeg kunne læse, at der startede et spinninghold 'Slank på cykel,' så tilmeldte jeg mig."

Charlotte fortæller, at fordi det var et lukket hold, så kunne hun godt overskue at møde op. Alligvel var hun nervøs, første gang hun med sin kontaktperson ved sin side trådte ind ad døren til lokalerne på Elsenbakken i Frederikssund.

"Alt ny er farligt for mig. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var trygt at komme på Aerobicgården. Hver gang øvede jeg mig i at være social. Hilste på andre og huskede at smile, det øver jeg mig stadig i," fortæller Charlotte, som oplevede, at være helt høj efter hver træning.

"Træningen på Aerobicgården gjorde mig godt, og jeg følte pludselig, at jeg var en del af samfundet derude."

Sideløbende med træningen på Aerobicgården passede Charlotte sine studier i København, og hun øvede sig stadig i, at tage toget frem og tilbage. Alligevel var det en svær rejse hun havde begivet sig ud på.

"På et tidspunkt fortalte jeg Kirsten, at jeg havde brug for hjælp i forhold til træneruddannelsen. Hun sagde, at hun ville hive fat i Tom." Charlotte holder en pause i beretningen, og smiler til Tom Hoel, som sidder og lytter.

"Der var kort tid til min eksamen, så gav det os ikke lang tid til at øve," siger Charlotte og bliver for første gang i samtalen afløst af Tom Hoel.

"Vi satte mange aftaler op, og gik i gang. Vi havde jo kun seks uger til bl.a. at træne programmet, øvelsen i at gå til eksamen, og tale om kunder og kundetyper," fortæller Tom Hoel.

"Det flyttede meget for mig, og tingene blev forenklet i mit hoved. Det er, når jeg bliver nervøs, at jeg kegler i det."

Det bedste kompliment

Charlotte gik til eksamen en tirsdag i maj. Tom Hoel og støtte-kontaktpersonen Kirsten sad udenfor lokalet og ventede imens Charlotte var til eksamen. Hun bestod med karakteren 7 i samtlige fag.

"Det betød alverden, at Tom og Kirsten var med som back up. Jeg havde taget beta-blokkere, for at kunne holde nerverne i ro, men jeg kunne ikke tage min sædvanlige medicin, fordi den sløver mit hoved. Da jeg efter min eksamen talte med lærerne, sagde de, at jeg havde gjort det godt, men at jeg var en 'lidt stille mus'. De vidste ikke at jeg har en diagnose."

For Charlotte, der har været stigmatiseret hele sit voksenliv, var det noget nær det bedste kompliment hun kunne få:

"Jeg tager gerne beskrivelsen 'en lidt stille mus'," siger hun smilende og tilføjer:

"Nu vil jeg bare gerne tilbage til mit liv. Der er så mange ting, jeg skal have indhentet. Jeg ønsker at mærke mig selv og mit hoved igen. Nedtrapningen af medicinen hjælper mig til at kunne mærke mig selv. Men hvad er det normale?. Det kan jeg ikke længere huske. Jeg ved godt, at det tager tid, og at det er en process, men jeg er utålmodig efter at leve et normalt liv med arbejde og træning."

Publiceret 10 July 2018 00:00

SENESTE TV

Mindeord for Hartvig Sørensen

MINDEORD Der er vikinger, som svinger sværdet, og så er der vikinger, som kan fortælle historier og underholde. Hartvig Sørensen hører til blandt de sidste. Nu blæser Heimdal i hornet, så det kan høres fra fjord til fjord, for nu kommer der blus under de gode historier i Asgård. Endnu en viking er draget ud på sin sidste færd. Hartvig Sørensen sov ind med familien omkring sig tirsdag den 19. marts 84 år gammel.

Hartvig og Lisanne har været med i Vikingespillet siden 1992. Det var datteren Malene, der plagede om at være med, selvom både Lisanne og Hartvig ikke var interesseret i at være med i Vikingespillet, men der var familie og gode venner i Vikingespillet, som overtalte dem, og med et var den lille familie dybt engageret.

Hartvig var gøgler i sine unge dage og rejste rundt med cirkus, hvor han var arbejdsmand og blandt andet passede de vilde kattedyr. Hartvig spillede også med i et band som yngre. Så det var måske ikke så mærkeligt, at Vikingespillet alligevel endte med at blive en stor del af hans liv igennem de sidste 25 år.

Hvor der er vilje, er der vej, og for Hartvig skulle hans vikingeliv ikke begrænses. Så da Hartvig ikke længere gik så godt, og derfor ikke kunne gå på scenen længere, blev han vagt bag scenen, hvor han var med til at sikre, at ingen uvedkommende gik ind bag scenen, og på den måde var Hartvig viking til det sidste.

Hartvig var ikke en viking, der gik stille med dørene, for Hartvig kunne underholde og fortælle gode historier, og han kunne sende kække bemærkninger efter dem, som han holdt af. Hartvig var i flere år en yderst efterspurgt guide i Vikingespillet, for det var ikke kedeligt at være på Hartvigs rundvisningshold, og der var publikummer, som specifikt bad om at blive guidet af Hartvig. Måske var Hartvigs force, at han gav sin egen fortolkning af både Vikingespil og Vikingetid, og så kunne han altid krydre fortællingen med nogle gode historier og vittigheder - og han fornyede sig hvert år.

I forestillingerne var Hartvig som oftest aktør (statist), men han har også haft enkelte roller. Den mest kendte rolle var som Kong Adils i Rolf Krake i 1996. En rolle han ifølge dronningen, der spillede hans hustru i forestillingen, var meget stolt af. Hartvig har også været statist i flere danske spillefilm blandt andet i filmen om Grev Axel, hvor han havde en enkelt replik som portvagt.

Hartvig var ikke kun et kendt ansigt i Vikingespillet. Hartvig kørte igennem mange år taxa i Frederikssund, og før det var det lastbil og bus. Hartvig kunne lide livet på vejene, hvor han helt sikkert har mødt mange mennesker, der har nydt godt af hans vittigheder og gode humør. Hartvig var nærværende, et lunt og godt menneske, der i festligt lag gerne gav den på tangenterne på elorgelet.

Så kære vikinger i Asgård, gamle venner fra vikingehytten Tjalfe, der allerede er draget til Asgård, nu kommer Hartvig til jer - en familiefar, en gøgler, en humoristisk historiefortæller, en ven og en viking af hjertet. Skænk mjøden og læg en brændeknude på bålet.

Æret være Hartvigs minde – år og fred.

Camilla Dupont, Formand for Frederikssund Vikingespil

Hartvig Sørensen bisættes tirsdag den 26. marts kl. 12.30 fra Græse kirke.