Charlotte har været indlagt 70 gange: "Jeg har et halvt liv at indhente"

Charlotte Jensen, 34 år blev midt i sin ungdom diagnosticeret Paranoid skizofreni. I dag er hun godt på vej tilbage til livet, og har netop uddannet sig til personlig træner

Af
Birgitte Masson

Frederikssund Mens hendes jævnaldrende festede, drømte og nød livet, fik Charlotte Jensen i en alder af 17 år et slag med den helt store hammer. Hun fik stillet diagnosen Paranoid skizofreni, og mens kammereaternes ræsede videre i deres liv, gik hendes i stykker.

17 år, 70 indlæggelser på psykiatrisk afdeling, en endeløs række af bosteder, døgnbemanding og isolation senere møder vi Charlotte på Aerobicgården i Frederikssund. Rundt om bordet sidder Kirsten, projektleder på Klintegårdens idrætsområde, og ægteparret Hoel - Kirsten og Tom.

En af de mange følgevirkninger af sygdommen var kraftig overvægt. Helt nøjagtigt vejede Charlotte 165 kg for bare to år siden. 'Bare,' fordi det i dag er en noget slankere udgave af Charlotte, Lokalavisen møder.

"Jeg besluttede mig for, at jeg ville have det bedre, " fortæller Charlotte, der, hvor utroligt det end lyder, på to år har tabt 75 kg, og i maj kunne hun modtage beviset på, at havde gennemført og bestået uddannelsen til personlig træner.

En positiv spiral var startet

Charlottes beslutning om at få det bedre, betød ikke kun begyndelsen på benhårdt arbejde gennem terapi og motion, alene det at skulle gå ned i motionscentret på Klintegården (Bolig- og aktivitetstilbud i Frederikssund til folk med sindslidelser, red.), hvor hun bor, krævede stor overvindelse.

"Min kontaktperson Signe gik heldigvis med mig. Jeg husker, at jeg i starten højest kunne gå på et løbebånd i ti minutter, så var jeg helt færdig."

Men Charlotte kæmpede videre, og efterhånden som tiden gik, begyndte kiloene at rasle af. Og i takt med at vægten gik ned, steg selvværdet. En positiv spiral var startet, og Charlotte kunne sideløbende begynde at trappe sin medicin ned. Pludselig kunne hun også sove om natten.

"Jeg kunne mærke, at min sociale angst blev mindsket. Kunne så småt begynde at tage bus og tog, noget som ville have været utænkeligt tidligere. Langsomt fik jeg det bedre og bedre."

Tom Hoel fra Aerobicgården har også fået en masse ud af samarbejdet med Charlotte Jensen.

Tom Hoel fra Aerobicgården har også fået en masse ud af samarbejdet med Charlotte Jensen.

Set på med nye øjne

Klintegården blev i maj 2017 idrætscertificeret under DAI som det første botilbud i Danmark. Charlotte blev inddraget i projektet, og pludselig oplevede hun at blive set på med helt andre øjne.

"Jeg følte for første gang, at jeg blev hørt. Jeg havde en anden rolle, end hende den syge."

Da man ledte efter en træner til Klintegården, faldt valget på Charlotte. Hun havde aldrig nået at tage en uddannelse i sit liv. Så i oktober blev det besluttet, at hun skulle starte på Københavns Fitness Institute i København. Hun følte dog, at hun trods sit vægttab - som stadig gik støt nedad, var gået lidt død i træningen.

"Min veninde og noget af personalet på Klintegården anbefalede Aerobicgården. Og da jeg kunne læse, at der startede et spinninghold 'Slank på cykel,' så tilmeldte jeg mig."

Charlotte fortæller, at fordi det var et lukket hold, så kunne hun godt overskue at møde op. Alligvel var hun nervøs, første gang hun med sin kontaktperson ved sin side trådte ind ad døren til lokalerne på Elsenbakken i Frederikssund.

"Alt ny er farligt for mig. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det var trygt at komme på Aerobicgården. Hver gang øvede jeg mig i at være social. Hilste på andre og huskede at smile, det øver jeg mig stadig i," fortæller Charlotte, som oplevede, at være helt høj efter hver træning.

"Træningen på Aerobicgården gjorde mig godt, og jeg følte pludselig, at jeg var en del af samfundet derude."

Sideløbende med træningen på Aerobicgården passede Charlotte sine studier i København, og hun øvede sig stadig i, at tage toget frem og tilbage. Alligevel var det en svær rejse hun havde begivet sig ud på.

"På et tidspunkt fortalte jeg Kirsten, at jeg havde brug for hjælp i forhold til træneruddannelsen. Hun sagde, at hun ville hive fat i Tom." Charlotte holder en pause i beretningen, og smiler til Tom Hoel, som sidder og lytter.

"Der var kort tid til min eksamen, så gav det os ikke lang tid til at øve," siger Charlotte og bliver for første gang i samtalen afløst af Tom Hoel.

"Vi satte mange aftaler op, og gik i gang. Vi havde jo kun seks uger til bl.a. at træne programmet, øvelsen i at gå til eksamen, og tale om kunder og kundetyper," fortæller Tom Hoel.

"Det flyttede meget for mig, og tingene blev forenklet i mit hoved. Det er, når jeg bliver nervøs, at jeg kegler i det."

Det bedste kompliment

Charlotte gik til eksamen en tirsdag i maj. Tom Hoel og støtte-kontaktpersonen Kirsten sad udenfor lokalet og ventede imens Charlotte var til eksamen. Hun bestod med karakteren 7 i samtlige fag.

"Det betød alverden, at Tom og Kirsten var med som back up. Jeg havde taget beta-blokkere, for at kunne holde nerverne i ro, men jeg kunne ikke tage min sædvanlige medicin, fordi den sløver mit hoved. Da jeg efter min eksamen talte med lærerne, sagde de, at jeg havde gjort det godt, men at jeg var en 'lidt stille mus'. De vidste ikke at jeg har en diagnose."

For Charlotte, der har været stigmatiseret hele sit voksenliv, var det noget nær det bedste kompliment hun kunne få:

"Jeg tager gerne beskrivelsen 'en lidt stille mus'," siger hun smilende og tilføjer:

"Nu vil jeg bare gerne tilbage til mit liv. Der er så mange ting, jeg skal have indhentet. Jeg ønsker at mærke mig selv og mit hoved igen. Nedtrapningen af medicinen hjælper mig til at kunne mærke mig selv. Men hvad er det normale?. Det kan jeg ikke længere huske. Jeg ved godt, at det tager tid, og at det er en process, men jeg er utålmodig efter at leve et normalt liv med arbejde og træning."

Publiceret 10 July 2018 00:00

SENESTE TV