Vikinger før slutspurt: På vej mod super-år

Med næsten en uge igen for vikingespillet, skal kun 200 købe billet, før budgettet er nået.

Af
Henrik Gregersen

Når de lokale vikinger om en uges tid kan gøre boet op efter årets vikingespil, kan det meget vel blive med en ny publikumsrekord som resultat.

Der er nemlig på nuværende tidspunkt solgt hele 600 billetter mere end på samme tidspunkt i fjor, hvor 16.122 endte med at købe billet. Og 2017 var vel at mærke et rigtig godt år for vikingespillet, hvor man som tommelfingerregel regner med 12.000 gæster pr. år.

"Successen er en kombination af flere ting. Først og fremmest er vores forestilling og alt omkring den af høj kvalitet. Vores PR-arbejde har været intenst i år og vi har flyttet fokus lidt væk fra København til andre områder på Sjælland. Og så tror jeg simpelthen, det er en succesbølge af flere års hårdt arbejde, vi nu rammes af. Vi er over 400 vikinger, der knokler for konstant at forbedre vores produkter, så besøgende får en oplevelse, de ikke kan få andre steder,” lyder det fra Benjamin Boraghi, pr-ansvarlig hos Frederikssund Vikingespil.

I vikingespillets åbningsweekend blev der sågar sat en publikumsrekord, da der blev solgt hele 1.571 billeter til den første lørdagsforestilling.

"Og det er ikke bare selve spillet, der er gået godt. Vores salg i boderne har fulgt trop, og er lige nu på vej til at slå sidste års rekorder," konstaterer Benjamin Boraghi.

Publiceret 09 July 2018 10:18

SENESTE TV