Frederikssunds erhversliv udvekslede erfaringer på Metalskolen Jørlunde

Kommunens årlige vækst- og erhverskonference blev torsdag afholdt

Af
Jakob Markert

JØRLUNDE Torsdag eftermiddag og aften var store dele af Frederikssunds erhvervsliv og politikere samlet i konferencesalen på Metalskolen Jørlunde. Her løb den årlige vækst- og erhverskonference nemlig af stablen.

Det er Frederikssund Kommune, der hvert år arrangerer konferencen, og derfor fik borgmester John Schmidt Andersen (V) lov til kort at byde velkommen, inden han gav ordet videre til kommunens tekniske direktør, Kristian Nabe-Nielsen, der fortalte om de store projekter, som kommunen har gang i.

Her kom han også ind på Kronprinsesse Marys bro, der efter planen skal stå færdig i 2019.

"Broen skal hjælpe til med at gøre det mere attraktivt for virksomheder at drive erhverv på den vestlige side af fjorden. Allerede nu går det dog fremad i kommunen, hvilket kan ses meget tydeligt på disse tal. Vi har lige nu otte lokalplaner til boligformål og 10 byggemodninger liggende. Det betyder, at der er 590 nye boliger på vej," sagde Kristian Nabe-Nielsen og sluttede sit oplæg af med et kort budskab til virksomhederne:

"Vi er her for at hjælpe jer med at lykkes!"

Flere byrådsmedlemmer var også mødt op på Metalskolen for at høre de planlagte oplæg. Foto: JM.

Flere byrådsmedlemmer var også mødt op på Metalskolen for at høre de planlagte oplæg. Foto: JM.

Oplæg fra lokale firmaer

Ordstyrer til arrangementet var i år direktør for Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen, og inden han præsenterede de næste oplægsholdere, havde han også tid til at knytte en humoristisk kommentar om kommunen.

"Som borgmesteren og den tekniske direktør sagde, så går det godt i Frederikssund. Man kan dog også læse flere steder, at kommunen skal spare penge. Sidste år var der råd til at hyre Hella Joof som konference, men i år blev det så mig, der skal styre det," sagde Peter Bo Andersen.

Resten af programmet stod på oplæg fra lokale erhvervsdrivende som anlægsgartner Thomas Gottlieb, der fortalte om, hvordan han på få år var gået fra krise til vækst, og direktør i AP Grønt, Per Hardenberg, der talte om kreativitet og innovation.

Til at holde årets hovedoplæg kom Anne Skare fra Future Navigator. Hun talte om, hvordan man bedst kan være til stede i nu'et.

Publiceret 15 June 2018 12:50

SENESTE TV