Henrik Poulsen skal selv stå for træningen af både motionister og kampboksere i AK Falken.

Henrik Poulsen skal selv stå for træningen af både motionister og kampboksere i AK Falken.

Vil genskabe hæderkronet bokseklub

Erfarne bagmænd og 50 medlemmer står klar til at genoplive AK Falken

Af
Henrik Gregersen

Tilsammen har de mere end 700 boksekampe i bagagen. Heraf adskillige lands- og prof-kampe.

De ved med andre ord, hvad det handler om, når man vil begå sig i en boksering.

Og de tilsyneladende også, hvordan man får opbakning fra det lokale erhvervsliv.

Det tog nemlig blot to timer for de fem bestyrelsesmedlemmer i den genopstandne bokseklub AK Falken at skrabe 50.000 kroner sammen til en boksering, der skal danne rammen om timesvis af hård træning, når klubben i samrbejde med Frederikssund Kommune får fundet en permanent adresse:

"Vi har fået lov til at stille ringen op på Falkenborgskolen, indtild sommerferien er for. Til den tid håber vi selvfølgelig, at man har fundet en permanent løsning - måske i den gamle Klub Nord, der står tom," lyder det fra den tidligere bokser og boksetræner Henrik Poulsen, der indtil udgangen af denne sæson trænede i Jægerspris Bokseklub.

Socialt sigte - og sportsligt

Ifølge Henrik Poulsen vil placeringen i området ved Heimdalsvej være perfekt.

"Boksning er en fortrinlig måde at få fat i nogle af drengene, der måske savner noget at tage sig til og er på vej ind på en skæv løbebane. Så er det bedre for alle parter, at de kommer derned og afreagerer, hygger sig, oplever et fælleskab og samtidig lærer noget disciplin. Det er drenge ned til ti-års-alderen," fortæller Henrik Poulsen.

For ham er der et to-delt sigte med klubben:

"Det er det sociale, der skal trække dem ind i klubben. Men så er det klart, at vi også har et sportligt sigte. Vi skal have børne-, motions-, og pensionisthold, hvor man bare træner. Men målet er selvfølgelig, at vi skal have uddannet nogle kampboksere med fokus på de klassiske boksedyder. Hvis vi har fem-seks kampboksere afsted til et stævne, så ryger resten af klubben jo med for at bakke op. Det kan igen være med til at give andre blod på tanden, og så har vi den positive udvikling i gang," konstaterer Henrik Poulsen.

Publiceret 13 June 2018 11:59

SENESTE TV