Karina og Peter Aabling er pionerer i Vinges Deltakvarter.
Karina og Peter Aabling er pionerer i Vinges Deltakvarter.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nybyggerne: Et tilfælde gjorde Peter og Karina til Vinge-campister

Mød familien Aabling, der er de første tilflyttere i Vinge. Siden oktober 2016 har de boet i campingvogn, mens arbejdet på deres hus har stået på

Af Jakob Markert

“Vi bliver ofte stillet spørgsmålet, men vi har aldrig overvejet, at der skulle være en risiko ved at flytte til Vinge. Sådan tænker vi nok bare ikke.”

Karina Aabling kigger over på sin mand, Peter, der eftertænksomt nikker. De står begge på toppen af det stillads, der lige nu omkranser byggeriet, der, når det står færdigt, skal udgøre familien Aablings nye hjem. Det er netop hjemmets placering, der lægger til grund for de mange spørgsmål. Karina og Peter Aabling er nemlig pionerer i Deltakvarteret i den helt nye by Vinge.

Fra rækkehus til camping

Selvom huset endnu ikke er bygget færdigt, så har Karina og Peter Aabling og deres tre børn samt hund allerede boet i Vinge siden oktober 2016. Lige nedenfor stilladset står den hvide campingvogn med tilhørende fortelt, der fungerer som familiens midlertidige bolig. Det er deres iver efter at blive en del af projektet og positive sind, der har gjort, at de trygge rammer i Ølstykke er blevet skiftet ud med en campingvogn.

“Det hele startede faktisk med, at nogle af vores venner løb en tur forbi herude, hvor de så et stort skilt for Vinge. Da de kom hjem, spurgte de os, om vi havde hørt om projektet?,” husker Peter Aabling.

På det tidspunkt havde familien boet i det samme rækkehus i 13 år og trængte efterhånden til luftforandring. Derfor blev de fristet til at kigge nærmere på Vinge og kunne hurtigt konstatere, at både projektet og prisen så fornuftig ud. I første omgang kom de dog kun på venteliste.

“Men da vi i juleferien 2015 kørte rundt i Florida, ringede telefonen pludselig. Der var åbenbart nogle, der var hoppet fra, og vi fik tilbudt grunden. Der tøvede vi ikke med at sige ja,” siger Peter Aabling begejstret.

Efterfølgende spredte rygtet om købet sig hurtigt, og nogle forældre fra en af børnenes klasse spurgte, om de måtte købe huset i Ølstykke. Karina og Peter Aabling har altid camperet meget, og så ingen problemer i at bo en periode i deres campingvogn. Derfor sagde de ja til tilbuddet.

Selvom perioden sidenhen blev forlænget, så har familien ikke fortrudt, at de valgte at flytte til Vinge i campingvogn. De har fået indrettet vognen godt med både centralvarme, gasovn, trådløst internet, parabol, bad og opvaskemaskine. Samtidig kan de følge tæt med i, hvordan opbygning af deres hus og resten af delta-kvarteret skrider fremad.

Vinge bliver bygget midt ude i naturen, og kommer til at være omgivet af marker, vandhuller og små veje. I baggrunden ses Karina og Peters hus og campingvogn
Vinge bliver bygget midt ude i naturen, og kommer til at være omgivet af marker, vandhuller og små veje. I baggrunden ses Karina og Peters hus og campingvogn

Bygge sit eget op

Oppe fra stilladset har Karina og Peter Aabling udsigt over hele området. Retter de blikket mod nord, kigger de direkte ind i det rum, som om bare et par måneder skal fungere som deres stue, ligesom at de kan følge med i, hvordan nabohusene kommer til at se ud.

”Det eneste, vi har skulle rette os efter, er, hvor stor en del af grunden, vi må bygge på, men ellers har vi fuld egen bestemmelse over huset. Derfor bliver husene også fuldstændig forskellige,” fortæller Karina Aabling.

Det er familien Aabling selv, der har designet huset, og det er derfor ekstra spændende at følge med, når deres ideer langsomt bliver visualiseret.

”Karina sad faktisk og tegnede grovskitsen til huset på en serviet. En fordel ved at bo herude er også, at vi løbende får en rigtig god dialog med håndværkerne,” siger Peter Aabling og kommer med et konkret eksempel: ”Vi har for eksempel diskuteret, hvordan fliserne skal lægge på gulvet.”

Det er dog ikke kun deres eget hus, som de holder øje med. Når nu man er med helt fra start, får man en speciel ejerskabsfornemmelse over området.

”Vi er en form for local eyes og holder eksempelvis øje med, om naboerne har lukket vinduerne. Vi kender alle sammen hinanden, og vi er lokale på en helt ny måde. Vi hilser altid på alle og falder i snak,” fortæller Karina Aabling.

Det er en meget mangfoldig gruppe mennesker, der har valgt at flytte til Vinge, og alle har forskellige bevæggrunde til at gøre det.

”Her bor alle typer mennesker. En ting har vi dog nok til fælles. Vi var alle sammen nået til et punkt i vores liv, hvor vi skulle prøve noget nyt og starte på en frisk,” siger Karina Aabling.

Lige nu bor familien i en campingvogn, der er indrettet med centralvarme, gasovn, internet, parabol, bad og opvaskemaskine.
Lige nu bor familien i en campingvogn, der er indrettet med centralvarme, gasovn, internet, parabol, bad og opvaskemaskine.

By anno 2017

Men det er ikke kun nye huse og forskellige mennesker, som Karina og Peter Aabling kan kigge på oppe fra stilladset. Deres hus er placeret i det, der kommer til at være udkanten af Vinge. Hvis de fra stilladset vender blikket væk fra byggeriet, kan de se marker, vandhuller og små veje, men ingen haver og høje ligusterhække, som de ellers har været vant til.

“Vinge bliver en moderne by anno 2017, hvor vi deles om naturen. Der er en masse fællesarealer og vild natur, som alle kan benytte,” siger karina Aabling.

At de ikke har egen have, passer Karina og Peter Aabling godt. Karina Aabling arbejder som HR-manager i Hunkemöller, mens Peter Aabling er Markedschef i Tryg Forsikring. Det er job, der kræver en del arbejde og rejser. Derfor har de også brug for at holde fri, når de er hjemme.

“Nu behøver vi ikke bruge vores fritid på at fælde træer, men kan i stedet tilbringe den sammen med børnene,” siger Karina Aabling.

For børnene er naturen også fantastisk, og selvom de synes, at kommunen godt kunne bygge nogle legepladser, så har de lært meget om naturen i den tid, de har boet i Vinge og møder tit pindsvin og ræveunger. De tager også på besøg på nabogården, hvor de kan få et indtryk af, hvordan man driver landbrug.

Nabogården er bare en af flere gamle gårde i området, hvor bønderne nu har fået en masse nye naboer. Alligevel er integrationen mellem områdets nye og gamle beboere forløbet fint.

“Det er jo en kæmpe forandring for dem, men jeg synes, at det er rigtig hyggeligt. Nu møder de os også med åbenhed, selvom de var lidt kritiske i starten,” siger Karina Aabling, der fortæller, at de også allerede har bestilt en lokal and til juleaften.

På den måde er der gode forudsætninger for, at Vinge kan udvikle sig til et bæredygtigt minisamfund med lokale vare, nytteområder og solceller på tagene. Det kræver bare en masse gode ideer og gåpåmod på tværs af beboerne. Når det sker, overskygger det eventuelle risici. Sådan har familien Aabling i hvert fald oplevet det.

Oppe på stilladset tikker en sms ind på Karina Aablings mobil, og hun smiler, da hun læser den:

“Jeg fik lige en sms fra nabogården. De spørger, om vi ikke kommer over og spiser kage efter aftensmaden.”

Publiceret: 07. September 2017 08:51
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt