Niels Harboe har altid vidst at han skulle være selvstændig. Men at det blev som cykelhandler, lå ikke i kortene. Foto: Birgitte Masson
Niels Harboe har altid vidst at han skulle være selvstændig. Men at det blev som cykelhandler, lå ikke i kortene. Foto: Birgitte Masson
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Niels: ’Jeg har altid kørt mit eget løb’

Niels Harboe fejrer 25 års jubilæum som cykelhandler i Frederikssund 1. april

Af Birgitte Masson

Den 1. april fejrer cykelhandler Niels Harboe 25 års jubilæum i cykelforretningen Fri Bikeshop i Jernbanegade. Og nej, det er ikke en aprilsnar, selvom det er de færreste butikker, som kan holde så mange år i bybilledet.

“Den dag jeg står op om morgenen og ikke længere har lyst til at gå på arbejde, sælger jeg butikken,” siger Harboe. Han trækker en smule på smilebåndet, for det scenarie er på ingen måde aktuelt endnu, også selvom han ikke altid har kørt på den store klinge.

“Der har da været perioder, hvor det ikke var så sjovt. For omkring ti år siden gik det mig voldsomt på, at jeg ikke havde kvalificerede ansatte.” Niels Harboe holder en kort tænkepause, så tilføjer han:

“Kunderne skal opleve, at de får en god service i forretningen. Det kunne vi ikke leve op til på et tidspunkt. Og det endte med, at jeg måtte fyre en medarbejder.”

Som vi sidder her i det lille kontor i cykelforretningens baglokale, som i øvrigt også udgør frokoststue, står det hurtigt klart, at forretningen og de fire medarbejderne betyder meget for Niels Harboe. Også selvom han holder benhårdt fast i, at hans arbejdsuge ikke skal fylde meget mere end et fuldtidsjob. For der skal også være tid til sport i Harboes liv, blandt andet sammen med medarbejderne.

“Vi cykler sammen, både til træning og cykelløb. Og så løber vi Færgelundsløbet.” Derudover løber Niels Harboe for sig selv to gange om ugen. Han stiller op til BT halv-marathon, og så spiller han badminton i Femhøj. Men faktisk lå det slet ikke i kortene, at Niels Harboe skulle være cykelhandler. Hans første nye cykel fik han først, da han købte forretningen.

“Jeg er uddannet landmand, og voksede op på Egelundsgaarden i Jægerspris. Efter min militærtjeneste som sergent var målet at få sparet op, så jeg kunne købe mit eget landbrug.” Harboe fortæller, hvordan han kørte rundt i området, for at se på gårde som var til salg. Men enten var de faldefærdige, eller også var de for dyre.

“Mine svigerforældre forslog, at jeg skulle se, om ikke jobbet som cykelsmed var noget for mig.” Det gav mening for den unge Niels Harboe, og efter tre år overtog han forretningen efter svigerforældrene Ryttersø.

Niels Harboe har altid vidst, at han ville være selvstændig.

“Jeg har altid kørt mit eget løb, det passer mig bedst,” siger han. I dag har der ligget cykelforretning på matriklen i 95 år. Niels Harboe ejer hele ejendommen. Selv bor han i Gerlev med sin hustru Pia.

“De fire lejligheder over butikken lejer jeg ud. Jeg plejer at joke med, at dem der bor der, endelig ikke må vaske deres gardiner og fjerne blomsterne fra vindueskarmene, for så kommer folk rendende, og spørger om jeg har en ledig lejlighed til leje.”

Jubilæet fejres med tilbud og aktiviteter 31.marts fra kl. 9-20, og på dagen 1. april fra klokken 10-14.

Publiceret: 16. Marts 2017 11:47
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere