Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nej til ny Bi-Lidt byggeri

Aage Brems-Pedersen Klintevej 2C, Nabo til Bi Lidt

Lokalavisen 14. februar 2017 har på side fire en artikel om planerne for et nyt Bi-Lidt byggeri.

Her står en beskrivelse af byggeriets kvaliteter, som ikke ellers skal kommenteres her, men hvad man ikke citerer, er følgende:

”Ny bebyggelse indpasser sig områdets (villabyens) dagsorden med rimelige og forskudte volumener.”

Dette er i god overensstemmelse med Carsten Cederholms opfattelse, som ifølge hans indlæg i Frederiksborg Amts Avis 15. febr. 2017 er, at højhuse skal ligge stationsnært, men et fem etagers hus i et villakvarter er en ganske naturlig ting. Vi skal faktisk glæde os over, at vi får fem etager i stedet for 15 på vores nabogrund!! Skal dette være byplanlægning af høj klasse?

Hvis disse planer gennemføres er der vist grund til at advare de kommende købere af villagrunde i Vinge: Der er altså ingen grund til at stole på lokalplaner eller andre ”bindende” planer; når først man har etableret sig med hus og familie, kan man overraskes af et højhus, som pludselig vokser op i nabolaget.

Formand for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning, mener, at nogle af beboernes modstand på nuværende tidspunkt er en kende for tidligt, ”der er ikke tale om store boligblokke, men om små punkthuse, --”. Hun tilføjer: ”-- lad os se lokalplanforslaget først. Så kan vi derefter tage den åbne drøftelse af højde, udformning og så videre.”

Og hun tilføjer yderligere ”Men det er værd at huske, at det er en privatejet grund, hvor ejer har ret til at bygge og dermed gøre sig forestillinger om, hvordan det ser ud. Derefter tager vi jo politisk stilling til hvordan og hvorledes.” Hvem mon hører naboerne, når bygherren skal udøve sin ret?

Hvis vi ser tilbage på Teknisk Udvalgs møder 17/8 og 30/9 sidste år, punkterne 143 og 182 vedrørende en privat bygherres byggeandragende om villa på Egelundsvej på den modsatte side af fjorden, så er følgende en del af udvalgets sagsvurdering:

”Fordi bygningen både indeholder bolig og udhus/garage, kommer bygningen til at se stor ud. Set ude fra kan det se ud som en bolig på ca. 350 m2. Sammenholdt med det kubistiske design vil bygningen skille sig ud fra de andre huse i husgruppen. Bygningen vil derfor være mere synlig i landskabet og dermed påvirke landskabet mere end en bolig og udhus i mere traditionelt design. Påvirkningen af landskabet forstærkes da det eksisterende hus er væsentligt mindre og har en størrelse på 98 m².”

Dette, sammen med naboprotester, medførte, at bygherren fik afslag på sin ansøgning. Lad dette stå som et eksempel, når der træffes beslutning i Bi Lidt sagen, det vil klæde bystyret at behandle alle byen borgere ens.

Beboere i kommunen og specielt de nærmeste naboer, ser med dyb bekymring på den kurs, Teknisk Udvalg har valgt: nemlig at lave en lokalplan for at imødekomme det nu foreslåede og i allerhøjeste grad upassende byggeri. Når en mere eller mindre justeret lokalplan foreligger, kan man frygte, at den vil blive accepteret af Byrådet, uanset hvilke protester, der kommer fra borgerne, der føler deres retsfølelse og æstetiske sans provokeret.

Derfor, i håbet om, at alle borgere, som deler dette synspunkt, vil støtte med deres underskrift ved at gå ind på skrivunder.net, startes nu underskriftindsamlingen mod at ændre den eksisterende kommuneplan, som tillader byggeri i 1½ etage samt max bygningshøjde på 8½ meter.

Publiceret: 02. Marts 2017 09:35

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere