Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Lokalt miljøfirma skifter navn

Slangerup virksomhed får nyt navn og satser mere på miljø i produktionen

Slangerup Navnet har været det samme siden etableringen i 1979, men det ændrer sig nu for specialistvirksomheden Franck Geoteknik. Og det er hverken brandingeksperter eller numerologer, der står bag navneudvidelsen til Franck Miljø- og Geoteknik. Tilføjelsen af “miljø” er i stedet en naturlig konsekvens af den udvikling, som den voksende virksomhed har gennemgået i de senere år.

“Vi har over de seneste fem til ti år udvidet medarbejderstaben og kompetencerne inden for miljøområdet, som udgør en større og større del af vores forretning. I dag bidrager miljøundersøgelser og lignende med omkring 20 procent af vores samlede omsætning, og det, mener vi også, bør være afspejlet i vores navn,” siger direktør i Franck Miljø- og Geoteknik Peder Hauritz.

Vokseværk

Han leder til dagligt godt 50 medarbejdere, som er ansat i virksomhedens afdelinger i Horsens og Slangerup. Herunder en række specialiserede miljørådgivere på hver side af Storebælt.

Navneskiftet kommer i en periode, hvor Franck Miljø- og Geoteknik generelt oplever vind i sejlene. I efteråret afleverede virksomheden det bedste regnskab nogensinde med en fordobling af årets resultat og en stigning i omsætning på cirka 16 procent.

De gode tider har allerede nu sat sit fysiske præg på afdelingen i Horsens, som i disse måneder udvides med ekstra kvadratmeter kontorplads. Og det er ifølge Peder Hauritz en nødvendighed, hvis virksomheden skal holde skruen i vandet.

“Vi arbejder i øjeblikket på at udvide vores lokaler i Horsens med yderligere 200 kvadratmeter kontorlokaler, som efter planen står klar i juni. Med vores planer om fortsat at øge medarbejderstaben - også på miljøområdet - er det simpelthen nødvendigt at øge de fysiske rammer i Jylland,” forklarer Peder Hauritz.

Han bakkes op af direktøren for sjællandsafdelingen Søren Andreasen, som beretter om travlhed og vækst i det sjællandske - også på miljøområdet.

Publiceret: 18. April 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere