DEBAT: Et fælles ansvar

Rasmus Albrecht Kestler, Frederikssund

Et klimafokus uden historisk fortilfælde har i den grad sat dagsordenen for en stor del af debatten ved de nu overståede valg.

Ja ja nok har spørgsmålet om indvandring stjålet det største rampelys, trods mere fokus på tonen end indholdet, men det med klimaet er jo også bare lidt mere uhåndgribeligt, lidt mindre aktuelt lige nu og så kræver det unægteligt lidt mere samarbejde fra cirka 7 milliarder andre mennesker.

Til gengæld behøver vi her ikke kun bede andre om at finde en løsning, vi får selv lov at være en del af den. For du og jeg har akkurat ligeså stort et ansvar overfor de 7 milliarder, som de hver især har overfor os.

Så med krydserne sat og fingrene krydset er det måske på tide, at overveje hvad vi selv kan gøre de næste 4 år, inden vi igen får mulighed for stemme en ny flok noble klimariddere til en plads ved den runde jord. Jeg kunne f.eks. tage mig sammen og slukke motoren, når jeg for 8. gang på en uge holder 10 min. i tomgang, og venter på at Kronprins Frederiks Bro går ned.

Og når nu bilen er slukket og dermed også den dejlige aircondition, kunne jeg jo bruge de 10 min på at bevæge mig ud i den friske luft, og bede de 30 biler der holder foran mig om at gøre det samme.

Med lidt held når jeg også at gribe et par McDonald’s-poser og en enkelt grænsehandlet dåsecola på vejen, som jeg pænt kan levere tilbage til de billister, der uheldigvis har tabt dem. Det er jo synd, hvis den gode klimasamvittighed de lige har opnået ved at stemme miljøvenligt, skal ødelægges af den slags uheld...

Det efterlader blot håbet om at både nutidens og fremtidens beslutningstagere, i disse for hvort klima så svære tider, erkender nødvendigheden af en ukuelig politisk stålsathed, og måske på 100-års dagen for all-time mesteren i denne disciplin Winston Churchills hyldest til RAF, med rette tillader sig at kopiere og omskrive hans bevingede ord til en konklusion på en samlet verdens klimaindsats.

“Aldrig har så mange haft så mange at takke for så meget”

Publiceret 16 July 2019 00:00