DEBAT: 3.d – verdens sødeste studenter

Diana og Geir Beckhaug, Græse Bakkeby

Da vores datter for nogle uger siden sprang ud som student fra Frederikssund Gymnasium, var glæden stor, men den blev hurtigt iblandet bekymring, når talen faldt på den traditionsrige vogntur med besøg i hjemmene.

Det skortede nemlig ikke på advarsler, bitre erfaringer og rædselshistorier fra nær og fjern om studenterklasser, der med druk, svineri og tøjlesløs adfærd havde hærget de små hjem, mens hændervridende forældre sagesløse så til, og utallige var derfor opfordringerne til at afvikle seancen med de vilde horder i haven og ikke under nogen omstændigheder indenfor.

Således bevæbnet med gruopvækkende øjenvidneberetninger grublede vi i nogle dage over, hvordan vi skulle gribe studenterbesøget an.

Til slut valgte vi at tage imod de nybagte studenter på præcis samme måde som alle vore andre gæster, - inden døre og uden at flytte indbo og løsøre!

Og lad det være skrevet med flammeskrift! Alle dystre spådomme og bange anelser blev gjort til skamme, for studenternes besøg var en oplevelse for livet, vi med glæde tænker tilbage på.

Smilende, fornuftige og velopdragne unge indfandt sig i god ro og orden på vores matrikel, hvorefter der blev hygget og sludret.

Alle gav høfligt hånd, både da de kom og gik, og der blev takket for maden og invitationen til at gæste vores hjem! Vi var imponerede!

3.d, - I er skønne unge mennesker, som gør jeres familier ære!

Da vi ikke kan rose jer personligt for en forbilledlig opførsel, håber vi, vores budskab når jer på denne måde. 1000 tak for jeres besøg og måde at være på!

Vi er stolte af jer og medgiver jer alle vore bedste anbefalinger!Vær altid velkomne hos os en anden gang og lykke til i livet fremover, - jer skal det nok gå godt.

Publiceret 16 July 2019 00:00